Lindorme er magiske væsener fra folketroen med rødder tilbage til oldtiden, hvor vi fra asatroen og de nordiske sagaer kender til Midgårdsormen. Selve ordet ”lindorm” er et gammeldansk ord, der er sammensat af ”lind” = bøjelig og ”orm” = slange. I mange illustrationer og fortællinger har lindorme dog arvet træk fra drager, fx vinger og ben. En mellemting, der oftere kaldes en en lindorm end en drage, har slangelignende krop med to ben og muligvis små vinger. En drage har typisk en kompakt krop med lang hale, 4 ben og ganske store vinger.
En gengivelse af en sådan mellemform med 2 ben, men uden vinger, ses her:
Bramstrup gods har en sådan mellemform som vindfløj på tårnet. Den blev fremstillet omkring 1940 af kunstsmed Jens Otto Frandsen. De to billeder her er fra arkiv.dk, hvor de lokalhistoriske arkiver lægger billeder og dokumenter. Her er det Nr. Lyndelse Lokalhistoriske Arkiv, der har billederne og som har lagt dem på arkiv.dk.
Link til de to billeder: https://arkiv.dk/vis/5669869 og https://arkiv.dk/vis/5669780 (begge åbner i nyt vindue/nyt faneblad)
På torvet i bydelen Blangstedgård ved Odense er en mere slangelignende lindorm (Link til originalsiden)
Lindormen var en af kristendommens mest indædte modstandere. Den ville ofte forsøge at lægge sig om kirker eller herregårde, når den var vokset stor nok. Den er ikke let at bekæmpe, da den kan sluge en fuldvoksen hest med rytter i én mundfuld. Hvis den skal bekæmpes, kan det ske med ild, men det er vanskeligt, og sikrere er det at opflaske en tyr på sødmælk og nøddekerner. Efter syv år fører man tyren mod ormen. Tyren dræber ormen efter en lang kamp, men falder selv død om efter ni skridt, dræbt af lindormens gift.
Lindormen har træk fælles med søslanger, men er landlevende. En lindorm klækkes som larve i hasselnødder, men bliver først til en lindorm, når nødden spises af et menneske. Larven vokser inde i mennesket, og den suger kraft fra personen, indtil den en dag støder så hårdt mod hjertet, at værten dør. Efter begravelsen vokser lindormen videre i liget, og når det er fortæret, fortsætter den videre blandt kirkegårdens grave, hvor den fortsætter med at vokse.
Hvis lindormen når en størrelse, så den kan slå ring om bygningen, så kan denne styrte i grus.
Selv om der findes rigtig mange fortællinger om kirker, der er truede af en lindorm, så er der ikke rigtig nogen, der har forsøgt sig med en afbildning af dette. Kirkernes kalkmalerier har mange drager, der som regel er ved at blive nedlagt af Sankt Jørgen (det godes = kristendommens sejr over det onde/hedenskaben = dragen), men ikke nogen lindorme.
Allerøverst på kirketårnet på Odense Domkirke er en forgyldt lindorm som vejr”hane”. Lindormen her har meget tydelige drage-træk. Den blev restaureret og ny-forgyldt i 2010. Billedet her er fra TV2’s reportage om montering af den restaurerede lindorm.
Hvorfor nu en omtale af lindorme? Vi har faktisk folkesagn, der knytter en lindorm til Søbysøgård. I fortællingerne bor lindormen i Søbysøgårds voldgrave, men da de blev fyldt op 1805-1810, er den nok nu flyttet ud i søen. Men selv der har den trange vilkår, idet søen mere og mere fyldes af mudder.
Her følger to udgaver af det samme sagn. Ikke helt ens, men med samme kerne af indhold. Det første kort; det andet noget længere.
Fra Thorkild Gravlund, Herredsbogen:
Kun den største af dem naar ud i det vestligste Sogn — Lindormen. Den laa i Sortelung ved Lyndelse og tog den kloge Mand med sig i Ilden, da han brændte Skoven for at udrydde alle Orme. Lindormen ligger i Søby Søgaards Voldgrave, og vil en Julenat lade Gaarden synke. Derfor holdt Ejerne ikke Jul paa Gaarden.
Fra Lars Thomas, Det Mystiske Danmark:
- Nørre Søby Sø - Den skrækkelige lindorm
Vi er ikke så forvænt med drager i det danske landskab, sådan som man for eksempel er længere sydpå i Mellemeuropa og i Storbritannien, men vi har da nogle fine eksemplarer her og der. Danske drager har også kun sjældent den typiske form, altså store vinger, evnen til at spy ild og den slags, der har givet så mange tapre riddere så mange problemer. Vores drager er i virkeligheden af en helt anden art. Vi har nemlig særligt mange af de mærkelige lindorme. De er meget mere slangelignende, men mindst lige så store som rigtige drager - og så har de jo forresten en ulyksalig hang til at ville vælte store bygninger, specielt kirker, men også gerne herregårde og slotte.
Man kan finde et virkeligt pragteksemplar, hvis man besøger Søby Søgård, den store herregård, der ligger lige ved siden af Nørre Søby Sø. I voldgraven her bor der nemlig en særligt stor og ondskabsfuld lindorm, der arbejder hårdt på at undergrave alle bygningerne, så hele historien en dag vil synke. Det skal i følge sagnet ske ved juletid, og derfor holdt gårdens tidligere ejere aldrig jul på stedet. Det foretrak de at gøre andetsteds. I dag rører lindormen sjældent på sig. Den er måske blevet gammel, men indimellem bliver vandet i voldgraven meget uklart og mudret, og så er det fordi lindormen har slået et slag med halen.
Så vidt det gamle sagn, men så er der spørgsmålet om den rene skinbarlige virkelighed, eller hvad det nu er, der har spillet ind. For der er såmænd nogle mennesker, også i den mere moderne oplyste tid med mobiltelefoner og anden elektronik, som påstår, at de har set lindormen tage sig en runde i søen - eller i det mindste et eller andet meget stort åle- eller slangelignende dyr.
Størrelsesangivelserne varierer en hel del. Nogle mener at have set et dyr på kun et par meters længde, mens andre mener kræet har været 10, 20 eller endda 30 meter langt. Man kan så undre sig over, at Nørre Søby Sø ikke for længst har fået ry for at være Danmarks svar på Loch Ness, men fynboer er måske ikke så nemme at imponere.
Man ved naturligvis aldrig, om nogen har bildt sig noget ind, men der kan faktisk godt være en naturlig forklaring på iagttagelserne af lindorme, eller hvad det nu er, i Nørre Søby Sø. Størrelsesangivelserne er naturligvis et problem - 30 m svarer nogenlunde til en fuldvoksen blåhval, og den slags ser man jo trods alt næppe i en dansk sø, uanset hvor mange lindorme, der holder til i nærheden. Det er notorisk vanskeligt at bedømme en genstands størrelse, hvis den befinder sig midt ude på noget vand. Bliver man samtidig forskrækket eller overrasket, kan den nemt komme til at virke meget større end den virkelig er, og hvis den så samtidig svømmer, så kan kølvandet godt lægge adskillige meter til den samlede længde.
Nogle af historierne fra Nørre Søby Sø fortæller om stærkt ålelignende væsener på 2-3 eller måske 4 meters længde. Og det kan for så vidt godt være virkelige ål. Normalt bliver ål naturligvis ikke når så store. Når de vokser til, vandrer de ud af søer og vandløb og svømmer hele vejen til Sargassohavet på den anden side af Atlanten for at yngle, og så ser man dem aldrig mere, men hvis nu en enkelt ål af en eller anden grund aldrig blev kønsmoden, var der naturligvis ingen grund til, at den skulle forlade sin sø, og så ville den som alle andre fisk bare blive ved og ved med at vokse. Og eftersom ål kan blive gamle, kunne man godt forestille sig, at en steril ål med vækstforstyrrelser ville ende med en størrelse på et par meter eller mere.
En anden mulighed er, at den europæiske ferskvandsmalle, en stor kolos, der kan blive 5-6 meter lang, alligevel ikke er så uddød i de danske søer, som lærebøgerne ellers fortæller os. En sådan malle ville sagtens kunne optræde som søslange eller lindorm. Men faktiske beviser er der naturligvis ingen af. Man kan kun opfordre kommende lystfiskere i Nørre Søby Sø til at være ekstra opmærksomme, hvis de får et virkeligt tungt og kraftigt bundhug. Det kunne jo være en lindorm.
Kilder.
Martin A. Hansen, Orm og Tyr, Gyldendal, 1956
https://www.troldfolk.dk/lindorm/
https://odenseleksikon.wordpress.com/den-fynske-lindorm/
Thorkild Gravlund, Herredsbogen Sønderjylland og Øerne, side 131-132 (Link)
Lars Thomas, Det Mystiske Danmark
