Lige så længe vi har haft beboelser og brugt åben ild i disse, har der været fare for at ilden har bredt sig til inventar eller selve boligen. Skete dette i tætliggende bebyggelser, kunne der hurtigt udvikles brande med et stort omfang. Disse ofte ødelæggende hændelser førte til, at man havde frivillige brandberedskaber, der kunne træde til, når ulykken indtraf. De mange store brande, man oplevede op til omkring 1790 vidner dog om, at det frivillige beredskab fungerede ganske dårligt. Man var også i gang med at etablere brandforsikring af bygninger, og det har nok også tilskyndet til større opmærksomhed og vilje til at tage hånd om problemet, så fællesskabet ikke skulle betale alt for store erstatninger.
I 1792 kommer Christian den Syvendes forordning om brandvæsenet på landet. I indledningen hertil står:
Da det er erfaret, at de mange Ildebrande, som aarligt indfalde overalt paa Landet i Danmark, tildels reise sig af skiødeløs Om gang med Ild og Lys og en farlig Bygningsmaade, samt at Ilden som oftest griber om sig, fordi der mangle tilstrækkelige Redskaber, Orden og Commando, til at faae den hastigt standset og dæmpet; Saa har Kongen været betænkt paa (ligesom der under 24. Januar 1761 er udgivet en almindelig Forordning om Brandvæsenet for Kiøbstæderne i Danmark), ved en almindelig Forordning for Landet at føie saadan Anstalt, som i Tiden kunde indføre en sikrere Bygningsmaade og allevegne strax tilveiebringe de fornødne Rednings=Midler, saavel i Henseende til tienlige Redskaber, som Orden imellem Almuen, og dens Anførsel til paa bedste Maade at gaae Faren i Møde.
Ovenstående er omskrevet fra Henrik Mohr Balslev, Brandslukningen i Søllerød 1792 - 1992, Der kan findes på Danskernes Historie Online. Vi kan her læse, at der allerede ca. 30 år før var lavet en brandforordning for købstæderne.
Fra samme bog hentes en beskrivelse af brandfogederne, deres udnævnelse og opgaver. Dels på de forebyggende områder, dels om opgaverne, hvis der alligevel udbrød ildebrand.
Forordningen indeholdt bestemmelser om, hvad borgerne skulle gøre for at imødegå ildebrand, f. eks. om bygningernes udformning, placeringen af åbne ildsteder, bestemmelser om rensning af skorstene, samt om placeringen af særlig brandfarlige værksteder, som f.eks smedjen. Derudover var der bestemmelser om, hvad der skulle gøres, når der var udbrudt ildebrand, om anskaffelse af brandredskaber og om organiseringen af brandvæsenet, bl.a. med udnævnelsen af en brandfoged i hver by til at lede brandvæsenet, og udpegning af udriddere til at ride til nabobyerne for at alarmere disse. Desuden skulle de ride til herredsfogeden eller birkedommeren for at orientere denne om branden. Det overordnede ansvar for brandvæsenet lå hos amtmanden, eller i dennes fravær hos herredsfogeden, birkedommeren eller politimesteren. Amtmanden udnævnte brandfogederne, og normalt valgtes sognefogeden. Dersom en sådan ikke fandtes, udpegedes „en anden god Mand i hver By til Brandfoged“. Der var i forordningen nøje redegjort for brandfogedens opgaver, specielt på det forebyggende område. For at sikre, at forordningens regler blev overholdt, skulle brandfogeden hvert år efter påske gennemgå alle huse. Herudover skulle han de steder, hvor man havde egne sprøjter, lade disse prøve. Hvis der blev konstateret mangler, skulle der gives påbud om afhjælpning. Meddelelse om de konstaterede mangler skulle endvidere tilgå herredsfogeden eller birkedommeren. Ved selvsyn skulle disse herefter inden høsten konstatere, om manglerne var afhjulpet. Deres rapport herom skulle tilgå amtmanden, hvis opgave det var en gang årligt at indberette resultatet af kontroleftersynene til Commerce-collegiet (datidens handels- og industriministerium).
Forordningen fra 1792 betød en markant forbedring af brandberedskabet på landet. Med systematiske kontroller og klare ansvarsområder blev der skabt en mere struktureret tilgang til både forebyggelse og bekæmpelse af brande. Brandfogederne spillede en central rolle i denne nye struktur og var ansvarlige for både at sikre, at reglerne blev overholdt, og at udstyret var i ordentlig stand.
Med denne ordning blev det muligt at reagere hurtigere og mere effektivt, når en brand brød ud. Den årlige inspektion af husene og de regelmæssige tests af brandsprøjterne gjorde, at lokalsamfundene var bedre forberedt på at håndtere brande. Samtidig skabte det et stærkere fællesskab, hvor alle havde en del af ansvaret for at beskytte hinandens ejendom og liv.
Over tid viste det sig, at denne stærkere organisering havde en positiv effekt. Antallet af store og ødelæggende brande faldt, og bevidstheden om brandsikkerhed steg. Det blev klart, at en kombination af forebyggelse, uddannelse og effektiv respons var nøglen til at minimere skaderne fra ildebrande.
Brandvæsenet udviklede sig yderligere med tiden og blev en integreret del af lokalsamfundets infrastruktur, hvilket er fundamentet for de moderne brandvæsener, vi kender i dag.
I arkivet har vi et par genstande, der knytter sig til brandfogeden og byens alarmberedskab i forhold til ildebrand. Vi har to kasketter, der har været brandfogedernes. Du kan se dem her. Arkivet har også et byhorn, der har været brugt til alarmering. Se det her. Kirkeklokkerne har sikkert også været anvendt, hvis der skulle alarmeres. Brandberedskabet havde så ordrer til at samles med det nødvendige materiel til brandbekæmpelsen og så gå i gang med brandbekæmpelsen efter brandfogedens ordrer.
Almindeligt anvendt slukningsmateriel har været:
Brandhage.
Et hoved af smedejern, det minder meget om bådshagen med en lodret spids og en sidekrog. Imidlertid sidder der modsat krogen en svær ring. I denne ring bandt man et stykke tovværk. Når der så var ildløs, kunne man dels med spidsen stikke hul i et tag, derpå slå krogen i, og så ved at trække i tovet rive et tag stykke af. Blev især brugt i forbindelse med spån- og stråtage.
Brandsprøjte
Sprøjterne var i begyndelsen håndbetjente, siden med motor. Men en effektiv sprøjte kræver en god vandforsyning. Det var jo i begyndelsen fra brønde og fra gadekær eller damme, hvor der kunne lægges en slange ud. Med vandforsyningens udbygning fik man adgang til vandhaner, men ofte fra et ledningsnet med ret begrænset kapacitet, så det har altid været et problem af få skaffet vand til sprøjterne.
Brandspand
En brandspand var reserveret til et bestemt formål, så den ikke var i brug et andet sted eller var blevet forlagt. Det kunne være en spand af træ eller læder - siden af metal. Der kunne dannes kæder af mennesker til transport af spandene til branden og tilbage til genopfyldning. På billedet af sprøjten fra Vendsyssel Historiske Museum ses brandspande af læder
