Lindormen ved Søbysøgård

Lindorme er magiske væsener fra folketroen med rødder tilbage til oldtiden, hvor vi fra asatroen og de nordiske sagaer kender til Midgårdsormen. Selve ordet ”lindorm” er et gammeldansk ord, der er sammensat af ”lind” = bøjelig og ”orm” = slange. I mange illustrationer og fortællinger har lindorme dog arvet træk fra drager, fx vinger og ben. En mellemting, der oftere kaldes en en lindorm end en drage, har slangelignende krop med to ben og muligvis små vinger. En drage har typisk en kompakt krop med lang hale, 4 ben og ganske store vinger.

En gengivelse af en sådan mellemform med 2 ben, men uden vinger, ses her:

Bramstrup gods har en sådan mellemform som vindfløj på tårnet. Den blev fremstillet omkring 1940 af kunstsmed Jens Otto Frandsen. De to billeder her er fra arkiv.dk, hvor de lokalhistoriske arkiver lægger billeder og dokumenter. Her er det Nr. Lyndelse Lokalhistoriske Arkiv, der har billederne og som har lagt dem på arkiv.dk.

Link til de to billeder: https://arkiv.dk/vis/5669869 og https://arkiv.dk/vis/5669780 (begge åbner i nyt vindue/nyt faneblad)

Den Fynske Lindorm - Vindfløj på Bramstrup Gods
Den Fynske Lindorm - Vindfløj på Bramstrup Gods

På torvet i bydelen Blangstedgård ved Odense er en mere slangelignende lindorm (Link til originalsiden)

Lindorm i et træ
Lindorm under jorden i hule

Lindormen var en af kristendommens mest indædte modstandere. Den ville ofte forsøge at lægge sig om kirker eller herregårde, når den var vokset stor nok. Den er ikke let at bekæmpe, da den kan sluge en fuldvoksen hest med rytter i én mundfuld. Hvis den skal bekæmpes, kan det ske med ild, men det er vanskeligt, og sikrere er det at opflaske en tyr på sødmælk og nøddekerner. Efter syv år fører man tyren mod ormen. Tyren dræber ormen efter en lang kamp, men falder selv død om efter ni skridt, dræbt af lindormens gift.

Lindormen har træk fælles med søslanger, men er landlevende. En lindorm klækkes som larve i hasselnødder, men bliver først til en lindorm, når nødden spises af et menneske. Larven vokser inde i mennesket, og den suger kraft fra personen, indtil den en dag støder så hårdt mod hjertet, at værten dør. Efter begravelsen vokser lindormen videre i liget, og når det er fortæret, fortsætter den videre blandt kirkegårdens grave, hvor den fortsætter med at vokse.

Mand i kamp med lindorm
Landarbejder møder lindorm

Hvis lindormen når en størrelse, så den kan slå ring om bygningen, så kan denne styrte i grus.

Selv om der findes rigtig mange fortællinger om kirker, der er truede af en lindorm, så er der ikke rigtig nogen, der har forsøgt sig med en afbildning af dette. Kirkernes kalkmalerier har mange drager, der som regel er ved at blive nedlagt af Sankt Jørgen (det godes = kristendommens sejr over det onde/hedenskaben = dragen), men ikke nogen lindorme.

Allerøverst på kirketårnet på Odense Domkirke er en forgyldt lindorm som vejr”hane”. Lindormen her har meget tydelige drage-træk. Den blev restaureret og ny-forgyldt i 2010. Billedet her er fra TV2’s reportage om montering af den restaurerede lindorm.

Lindormen på Odense Domkirkes spir

Hvorfor nu en omtale af lindorme? Vi har faktisk folkesagn, der knytter en lindorm til Søbysøgård. I fortællingerne bor lindormen i Søbysøgårds voldgrave, men da de blev fyldt op 1805-1810, er den nok nu flyttet ud i søen. Men selv der har den trange vilkår, idet søen mere og mere fyldes af mudder.

Her følger to udgaver af det samme sagn. Ikke helt ens, men med samme kerne af indhold. Det første kort; det andet noget længere.

Fra Thorkild Gravlund, Herredsbogen:

Kun den største af dem naar ud i det vestligste Sogn — Lindormen. Den laa i Sortelung ved Lyndelse og tog den kloge Mand med sig i Ilden, da han brændte Skoven for at udrydde alle Orme. Lindormen ligger i Søby Søgaards Voldgrave, og vil en Julenat lade Gaarden synke. Derfor holdt Ejerne ikke Jul paa Gaarden.

Fra Lars Thomas, Det Mystiske Danmark:

  1. Nørre Søby Sø - Den skrækkelige lindorm

Vi er ikke så forvænt med drager i det danske landskab, sådan som man for eksempel er længere sydpå i Mellemeuropa og i Storbritannien, men vi har da nogle fine eksemplarer her og der. Danske drager har også kun sjældent den typiske form, altså store vinger, evnen til at spy ild og den slags, der har givet så mange tapre riddere så mange problemer. Vores drager er i virkeligheden af en helt anden art. Vi har nemlig særligt mange af de mærkelige lindorme. De er meget mere slangelignende, men mindst lige så store som rigtige drager - og så har de jo forresten en ulyksalig hang til at ville vælte store bygninger, specielt kirker, men også gerne herregårde og slotte.

Man kan finde et virkeligt pragteksemplar, hvis man besøger Søby Søgård, den store herregård, der ligger lige ved siden af Nørre Søby Sø. I voldgraven her bor der nemlig en særligt stor og ondskabsfuld lindorm, der arbejder hårdt på at undergrave alle bygningerne, så hele historien en dag vil synke. Det skal i følge sagnet ske ved juletid, og derfor holdt gårdens tidligere ejere aldrig jul på stedet. Det foretrak de at gøre andetsteds. I dag rører lindormen sjældent på sig. Den er måske blevet gammel, men indimellem bliver vandet i voldgraven meget uklart og mudret, og så er det fordi lindormen har slået et slag med halen.

Så vidt det gamle sagn, men så er der spørgsmålet om den rene skinbarlige virkelighed, eller hvad det nu er, der har spillet ind. For der er såmænd nogle mennesker, også i den mere moderne oplyste tid med mobiltelefoner og anden elektronik, som påstår, at de har set lindormen tage sig en runde i søen - eller i det mindste et eller andet meget stort åle- eller slangelignende dyr.

Størrelsesangivelserne varierer en hel del. Nogle mener at have set et dyr på kun et par meters længde, mens andre mener kræet har været 10, 20 eller endda 30 meter langt. Man kan så undre sig over, at Nørre Søby Sø ikke for længst har fået ry for at være Danmarks svar på Loch Ness, men fynboer er måske ikke så nemme at imponere.

Man ved naturligvis aldrig, om nogen har bildt sig noget ind, men der kan faktisk godt være en naturlig forklaring på iagttagelserne af lindorme, eller hvad det nu er, i Nørre Søby Sø. Størrelsesangivelserne er naturligvis et problem - 30 m svarer nogenlunde til en fuldvoksen blåhval, og den slags ser man jo trods alt næppe i en dansk sø, uanset hvor mange lindorme, der holder til i nærheden. Det er notorisk vanskeligt at bedømme en genstands størrelse, hvis den befinder sig midt ude på noget vand. Bliver man samtidig forskrækket eller overrasket, kan den nemt komme til at virke meget større end den virkelig er, og hvis den så samtidig svømmer, så kan kølvandet godt lægge adskillige meter til den samlede længde.

Nogle af historierne fra Nørre Søby Sø fortæller om stærkt ålelignende væsener på 2-3 eller måske 4 meters længde. Og det kan for så vidt godt være virkelige ål. Normalt bliver ål naturligvis ikke når så store. Når de vokser til, vandrer de ud af søer og vandløb og svømmer hele vejen til Sargassohavet på den anden side af Atlanten for at yngle, og så ser man dem aldrig mere, men hvis nu en enkelt ål af en eller anden grund aldrig blev kønsmoden, var der naturligvis ingen grund til, at den skulle forlade sin sø, og så ville den som alle andre fisk bare blive ved og ved med at vokse. Og eftersom ål kan blive gamle, kunne man godt forestille sig, at en steril ål med vækstforstyrrelser ville ende med en størrelse på et par meter eller mere.

En anden mulighed er, at den europæiske ferskvandsmalle, en stor kolos, der kan blive 5-6 meter lang, alligevel ikke er så uddød i de danske søer, som lærebøgerne ellers fortæller os. En sådan malle ville sagtens kunne optræde som søslange eller lindorm. Men faktiske beviser er der naturligvis ingen af. Man kan kun opfordre kommende lystfiskere i Nørre Søby Sø til at være ekstra opmærksomme, hvis de får et virkeligt tungt og kraftigt bundhug. Det kunne jo være en lindorm.

 

Kilder.

Martin A. Hansen, Orm og Tyr, Gyldendal, 1956

https://www.troldfolk.dk/lindorm/

https://odenseleksikon.wordpress.com/den-fynske-lindorm/

Thorkild Gravlund, Herredsbogen Sønderjylland og Øerne, side 131-132 (Link)

Lars Thomas, Det Mystiske Danmark

En anderledes jul – og dog

December måneds billede og opslag tager - selvfølgelig - udgangspunkt i julen. Selv om julen 2020 på mange måder er endda meget forskellig fra den "normale" jul, så er der alligevel meget, der følger traditionerne.

Men netop det anderledes har vi taget som afsæt og brugt til at bringe historien "En anden slags juleaften." Den handler om julen på Søbysøgård, da det var under opbygning eller relativt nyt som ungdomsfængsel, og hvor de indsatte og personalet fejrede juleaften sammen - fortalt af datteren til en af fængselsfunktionærerne.

I beretningen henvises til en af de helt faste juletraditioner: "Peters Jul". Det er forsiden fra Johan Krohns oprindelige udgave fra 1866, der bruges som månedens billede. En noget anderledes nisse, end den vi kender i dag, men det er også først fra omkring denne tid, at "vores" nisse begynder at få sin nuværende form. Du kan se hele bogen elektronisk på Det Kongelige Biblioteks side - se her

 

En anden slags juleaften.

 

Uden at det skal være et ego-foredrag, har jeg lyst at for­tælle om min barndoms juleaftener på Fyn, hvortil jeg kom som 9-årig. Juleaftener, som nok var traditionelle, men alligevel adskilte sig fra mange andres.

Min far var med til at opbygge noget helt nyt indenfor
Fængselsvæsenet, nemlig et Ungdomsfængsel. Staten købte i 1934 en gammel herregård, Søbysøgård, som ligger 15 km syd for Odense. 2 nye bygninger, afdelingerne A og B, blev bygget til at huse de unge indsatte, "gutterne", som de dengang blev kaldt. Hoved­ bygningen, kaldet "slottet", blev indrettet til forskellige formål - stueetagen til administrationskontorer, gæsterum og det gamle køkken bygget om til gymnastiksal, og et nyt moderne køkken blev indrettet i en af fløjene. Riddersalen på l. sal blev brugt til foredrag, koncerter eller som ramme om festlige lejligheder og højtider, således også juleaften.

Julen begyndte l uge før den 24. med, at et stort juletræ blev stillet op i slotsgården. Der var ikke lys på udover stjernen, som tændtes hver aften.

Lillejuleaften kom træet op i Riddersalen og blev pyntet.
Der var ca. 5 m til loftet, så i mine barneøjne var det et kæmpetræ.

Juleaftensdag blev alt arbejde på de forskellige værksteder indstillet kl.12, kun staldhold, som gav dyrene ekstra foder, gartnerhold, som pyntede i Riddersal og gymnastiksal, og køkkenholdet havde travlt til hen på eftermiddagen. - Slotsnissen blev heller ikke glemt; der blev sat risengrød i tårnet til ham, og når gutterne gik fra afdelingerne over slotsgården til julemiddagen, rungede nissefars dybe stemme fra tårnet med et:
Glædelig jul allesammen!

Kl. 17 fik gutterne på afdelingerne uddelt breve og pakker
fra deres pårørende, og kl.18 samledes alle de indsatte, og det var i 30erne ca. 60 mand, og alle vagthavende funktionærer samt overordnede med familier, vel ialt ca. 120 mennesker, til jule­middagen i gymnastiksalen, som var meget festligt pyntet med granguirlander, morsomme karikaturtegninger af inspektør, lærere og fagledere m.fl., i nissetøj naturligvis; der var altid talenter mellem gutterne, der kunne tegne, og grundideen med at forsøge unge rettet op ved anbringelse på et ungdomsfængsel uden faste straframmer, var netop at aktivere dem på alle fronter såvel i arbejde som i fritid.

På bordene stod store 5-armede granlysestager og smukke dekorationer med julestjerner. Middagen var traditionel dansk med risengrød og flæskesteg, og aldrig har jeg set så store portioner risengrød sat til livs; - men mandlen skulle jo findes.

Kl. 1930 blev dørene til Riddersalen slået op til et vidunderligt syn - det næsten 5 m høje træ strålende af levende lys og pyntet akkurat som i "Peters Jul" - ja, den historie fik alle vi mange børn læst op i ventetiden, medens køkkenholdet ryddede op. Så fulgte kære kendte julesalmer, juleevangeliet og dans om træet. En julehistorie blev læst op, og julefantasier spillet smukt af min mor. Vi sluttede altid af med at synge "Kongernes Konge", og det lød meget, meget smukt med alle de kraftige, unge mandsstemmer i det store rum, man følte sig højtidsstemt, og ingen børn tænkte vist på julegaver. Vi lærte på denne måde lidt om at glemme os selv og i stedet være med til at være noget for andre.

Aftenen fortsatte iøvrigt på afdelingerne, hvor vi spillede bankospil med gutterne og fik juleknas og frugt, indtil vi sluttede ved 2230-2300-tiden.

Så gik vi hjem til vore egne julestuer, og da begyndte vor private jul. Juletræet blev tændt, Mor spillede, og vi sang lidt, og endelig kom julegaverne frem. Det blev sent, inden vi trætte lå i vore senge.

Der er nok ligeså mange forskellige juleskikke, som der er hjem, og jeg vil slutte med at fortælle, at vor egen bedste jule­ skik, som Ingvar har bragt med fra sit hjem, er at lade lysene brænde helt ud på træet; - da tegner forunderlige skygger sig på loftet, og vi bliver alle stille og lader tankerne gå på langfart til børn og familie, som er andre steder, og til ens kære, der ikke er mere.

Når den sidste glød slukkes, er det blevet jul.

Jeg glæder mig til julen!


 

De fleste af os kender nok Peters Jul i denne udgave med Herluf Jensenius' tegninger, udgivet første gang i 1947 og siden genoptrykt i mange udgaver.

På DR's side,  Danmarkshistorien, er der en kort gennemgang af julemandstraditionen. Se den her (åbner i nyt vindue/ny fane).
Som den 8. af julemandsskikkelserne er Den Gamle Jul, der netop er taget fra Peters Jul.

Vi lukker med bagsiden af den oprindelige Peters Jul med (jule)nissen på vej med et juletræ.

Søbysøgårds Hvordan og Hvorfor

Overskriften  er taget fra et lille skrift, som de indsatte fik udleveret eller kunne låne ved ankomsten til Søbysøgård. Som der står nederst på første side:

Heftet tilhører Dem kun under Deres ophold her og må sammen med andre effekter afleveres ved Deres afrejse.

Heftet, der er ganske omfangsrigt – 24 sider -, rummer en blanding af praktiske regler, oplysninger og en god del “gode råd” fra den opdragende og moraliserende kategori. Der er ganske meget læsestof, og det virker uklart, om man virkelig har kunnet få modtagerne til at gennemlæse og forstå materialet.
Der vises ganske meget omsorg for at få rettet beboerne op, men det er klart, at opholdet ikke skulle være luksus – se fx:

Varmt bad gives til særlige tider holdvis. Ud over dette kan vagtmesteren tillade varmt bad. f. eks. når en mand har haft særligt tilsmudsende arbejde el. 1. Koldt bad kan tages daglig ved arbejdstids ophør, samt efter sport og gymnastik.

Heftet har ingen datering – men det er der forhåbentlig nogen, der kan hjælpe med.

Læs heftet her (Åbner i ny fane/ny side)

Du kan som sædvanlig se heftet hos os i arkivet – kig bare ud.

Landsbyen og Ungdomsfængslet

Ud over naboskab, sport, møder hos købmand, brugsforening, slagter m.m. har der også på foreningsniveau været relationer mellem landsbyens “almindelige” beboere og Søbysøgårds funktionærer. Se fx her fra gymnastikforeningens forhandlingsprotokol for 1955:

hvor man sammen med funktionærforeningen beslutter at opføre et dilettantstykke: “Himlen har ingen tagrender”.

Forhandlingsprotokollen og de originale billeder fra forestillingen kan ses i lokalarkivet – så kig ud til os.

Du kan få et kig på materialet om forestillingen her

Søbysøgård efter 1933

Månedens billede er fra en spændende side på krak.dk. Her kan man se de samme områder i luftfoto fra 1954 OG 2018. Vi har zoomet ind på området omkring Søbysøgård, da den jo er månedens tema. Billedet er opdelt lodret med en skillelinje, der med musen kan trækkes frem og tilbage – 1954 til venstre og 2018 til højre. Du kan som sædvanlig zoome ud og ind – ja flytte kortvisningen til helt andre områder.

Her er linket til siden hos krak.dk (Åbner i nyt vindue/ny fane)

Fortælledagens tema (4. marts) var “Søbysøgård som ungdomsfængsel”. Bladet “Vi Unge” bragte en artikel om Søbysøgård. Du kan se billeder af artiklen på Facebook-siden “Museet på Søbysøgård” – eller læse den som PDF-fil her. (Åbner i nyt vindue/ny fane)

Ole Praud, hvis far, Holger August Petersen, var fængselsbetjent på Søbysøgård, har i erindringsbogen “Vi var funktionærbørn. Erindringer fra en svunden tid 1952 – 1974” bl.a. skrevet om forholdene på ungdomsfængslet. Fra kap. 3 citeres her dagsplanen fra samlingen af ordensregler.

  • 06.00 – påmønstring
  • 06.00 – 06.30 rengøring, morgentoilette m.m.
  • 06.30 – 0700 morgenmad
  • 07.00 – 11.30 arbejde
  • 11.30 – 12.00 toilette
  • 12.00 – 13.00 middagsmad og pause
  • 13.00 – 17.30 arbejde
  • 17.30 – 18.00 toilette
  • 18.00 – 18.45 aftensmad og pause
  • 18.45 – 19.35 skoletime, – evt. sport
  • 19.35 – 20.45 fritid i fællesskab
  • 20.45 – 21.45 fritid på stuerne
  • 21.45 – sengetid

De indsatte blev i daglig tale kaldt “gutterne”. Som et lille kuriosum nævnes:
“Blandt “Gutterne” som ikke alle var guds bedste børn, var blandt andet den fire dobbelte politimorder Palle Sørensen, brdr. Jørgen og Gustav Winkler samt storsmugleren Bent Ricardo, blot for at nævne nogen af de senere “berømtheder”.”

 

Nørre Søby Kino – 3

Her kommer noget af det vigtigste inventar for en biograf: projektoren.
Den fra Nørre Søby findes stadig:

Projektoren fra Nørre Søby Kino

Datidens projektorer virkede ved hjælp af lys fra en kulbuelampe. Den udviklede meget spildvarme og røg – derfor udsugningen på toppen af “kassen”. Her er et kig ind i lampehuset:

Projektorens kulbuelampe

Projektoren står i dag på museet på Søbysøgaard, der overtog apparatet, da Nørre Søby Kino lukkede. Den kan ses på Søbysøgaard-museet sammen med alt det andet, de har, efter aftale med Kurt Rosenfeldt. Besøg eventuelt museets facebook-gruppe: Museet på Søbysøgaard.

Læs mere

Tilblivelsen af Søbysøgård Sø (Folkeminde)

I Fynske Folkeminder, 1945; samlede af Niels Rasmussen, Søkilde i Fleninge kan man læse:

Søen ved Nørre Søby. Der hvor denne skjønne Sø nu er, laa tilforn en stor Gaard, der var beboet af en rig Frue. Høiere oppe paa Bakken laa et lille Huus, hvor der boede en fattig Enke. Engang kom der en gammel Kone til Fruen og bad om Husly om Natten, men den stolte Frue drev hende bort, med de Ord: “Der henne i Hytten kan du faa Husly; Jeg har ikke Plads for saadanne Landløbere”. Den Fremmede fik Plads hos den fattige Enke, der ovenikjøbet lod hende ligge i sin egen Seng, og tog selv med sine Døttre Plads paa Loftet.
Om Morgenen da hun vilde gaae derfra bød den fremmede gamle Kone Farvel, med de Ord: “Ja Vorherre lønne Eder for Eders Godhed imod mig, jeg har Intet at betale med, men hvad du foretager dig idag skal lykkes.” Enken lagde ingen Vægt paa Konens Ønske, hvorfor hun vilde maale et lille Stykke Lærred, hvoraf hun agtede at sy en Særk til en af sine Døttre. men Enken blev ved at maale, saa hele Stuen blev fuld, hun gik udenfor, og maalte fremdeles, saa Huset blev ganske skjult af Lærred og naaede først Enden da Solen gik ned. Herved kom den fattige Enke i en saadan Velstand at hun kunde kjøbe sig en Herregaard.
Men da den rige Frue saa dette fortrød hun at hun havde jaget den Fremmede bort, hun sendte Bud efter hende og bad hende komme tilbage, som hun ogsaa gjorde. Hun fik en prægtig Seng at ligge i og et meget fiint Værelse.
Om Morgenen gav hun ligeledes Fruen det Ønske, at det første hun foretog sig skulde lykkes. Fruen vidste intet bedre, end at tælle sine Penge, men i det samme paakom der hende en naturlig Trang, hvorfor hun satte sig paa Trappen, for hurtig at komme ind til Pengene, men hun blev ved med hvad hun engang havde begyndt, og snart flød hele Gaarden af den store Masse Vand der kom fra Fruen, og inden Aften var der ikke mere Spor af Gaarden men en dyb Sø paa Stedet.