Huse

Myceliet fik nu fred til at gro ud i komposten, og når der var fyldt med fine hvide mycelietråde på overfladen, skulle kasserne ind i væksthusene. Her blev de stablet op som vist ovenfor og dækket med en tilpas fugtig blanding af grus og spagnum. Stablemåden på nogle cementblokke og stativer (stiger) for enderne sikrede god plads til at plukke på kasserne, men krævede jo også mere plads, så bl.a. derfor er væksthusene omtrent dobbelt så store som fermenteringshuset, men også energiforbruget bliver mindre jo mindre rum, der skal opvarmes. Spagnummen kom i store, hårdt pressede baller, der skulle findeles, vandes op og blandes med grus. I væksthusene var der også mørke, og temperaturen blev holdt omkring 17 °C - det kunne godt knibe i perioder om sommeren, for med den højere temperatur voksede champignonerne rasende hurtigt og blev af dårligere kvalitet. Væksten skete i bølger - vi brugte udtrykket ”bræk”. Første og andet bræk var de bedste, både hvad angik mængde og kvalitet. Myceliet holdt en lille pause inden 2. bræk. Det gentog sig i 3. bræk, men derpå blev husene tømt og grundigt rengjort. I det hele taget var der stor fokus på renligheden, så der ikke kom sygdom i kulturen. Af den grund blev den brugte kompost også kørt væk, selv om den var fremragende til jordforbedring i haven. Men vi kunne ikke tillade ”vildtvoksende” svampe som mulig smittekilde så tæt på kulturen. Mens der blev plukket, blev en ny gang kompost sat i gang, så der var kontinuerlig drift.