Nørre Søby Central – 2

(Den første artikel om centralen kan læses her)

Fyens Stiftstidende, 3. september 1961

Brudgommens skjorte blev
fundet i sidste øjeblik

Centralbestyrer fru Dora Mikkelsen, Nørre Søby, der fylder 70 aar, har været ved
telefonen i 53 aar. – Spejder efter abonnent nr. 300

Det kan nu ikke nægtes, at hyggen er ved at forsvinde fra de smaa landcentraler, saadan som den allerede har forladt de automatiserede storcentraler. Der er ikke megen tid til snak med telefonabonnenterne nu om dage, for snorene gløder af travlhed. Men endnu har landcentralerne det fortrin frem for de automatiske, at man bliver betjent af en venlig stemme i stedet for det kolde, upersonlige dyt-dyt-dyt. Og værre er det da heller ikke, end at centralpasserne ude paa landet altid er parat med en munter bemærkning eller et godt raad, hvis det ønskes.

Da fru Dora Mikkelsen i 1914 overtog Nørre Søby Central med dens 57 abonnenter, afløste hun en skomager. Det var nemlig me­get almindeligt dengang, af Fyns Telefonvæsen, som det hed, for­pagtede landcentralerne ud til folk af denne profession. Skomagere havde jo det fremfor andre, at de blev ved deres læst fra tidlig mor­gen til sen aften og derfor havde nemt ved at klare den dobbelte op­gave at slaa pløkke i støvler og propper i omstillingsbordet. Endda kunne de ogsaa give sig tid til at følge med i begivenhedernes gang ude paa linien.

Ved sin tiltrædelse fik fru Mik­kelsen besøg af en hestehand­ler, der uden blusel erklærede: — Nu maa du hjælpe mig og fortælle, hvornaar forpagteren paa Søbysøgaard har brug for nogle nye heste. Jeg har altid faaet mange gode tips af Hans Jørgen!

Denne Hans Jørgen var, som man kan tænke sig, den forhen­værende centralbestyrer. Men fru Mikkelsen maatte meddele han­delsmanden, at hendes central ikke skulle fungere som oplysningsbu­reau. For, som hun siger, vi har tavshedspligt, og hvad folk be­tror centralen, bevidst eller ube­vidst, kommer aldrig videre.

Fra Odense til
Nørre Søby

Fru Dora Mikkelsen fylder 70 aar den 9. september og har nu været ansat ved telefonen i 53 aar. Hun startede som elev ved centralen i Odense, der dengang, det var i 1903, havde 1500—1600 abonnenter, og den 1. oktober 1914 overtog hun Nørre Søby Central, som hun siden har haft i entreprise.

— Jeg skal selv sørge for at faa personale og skal selv aflønne det af min egen gage, fortæller fru Mikkelsen. Saadan var det ogsaa i 1914, da jeg kom hertil, og jeg fik en lille ung pige til at hjælpe mig. Hendes løn var 100 kr. hvert halve aar, og det lyder ikke af me­get, men jeg kan forsikre Dem for, at det slet ikke var saa ringe i forhold til min egen løn. Centra­lerne var dengang kun en bibeskæf­tigelse, og det er først senere, de er blevet saa store, at man kan leve af dem. I dag tager arbejdet sin mand fuldt og helt, og jeg har et par damer til hjælp — foruden min mand, der klarer vagten hver anden nat.

— Nørre Søby har 290 abonnen­ter.

— Ja, og man skulle ikke tro, de kunne give saa meget arbejde, vel? Men i 1960 havde vi 343.000 opkald fra centralens omraade, og naar man dertil lægger lige saa mange opkald udefra, forstaar man sikkert, at der skam er nok at gøre. Formiddagen er den travleste tid, og saa er vi to ved centralbordet hele tiden.

Fru Dora Mikkelsen i funktion paa Nørre Søby Central

— Det maa være et bundet ar­bejde at have en telefoncentral?

— Ud fra den betragtning, at jeg har ansvaret, strækker min vagt sig faktisk over døgnets 24 timer men selvfølgelig har jeg min fritid. Paa den anden side skal jeg være parat til at træde til naar som helst. Næh, det bliver betydeligt nemmere, naar vi har faaet ti abonnenter til.

— Hvorfor dog det?

— Fordi 300 abonnenter medfører, at centralen kommer ind under en anden ordning. Selskabet overtager aflønningen af persona­let, som samtidig bliver udvidet, og der etableres fast døgntjeneste. Det betyder ogsaa, at abonnenterne slipper for at betale særlig nat­takst. Saa jeg spejder ivrigt efter de ti nye abonnenter, der skal run­de tallet op til 300.

Det uhyggeligste:
Brandalarm

— Telefonabonnenter kan være lidt besværlige engang imellem?

— Herude er der nu ingen van­skeligheder. Alle er saa rare.

— De kender vel enhver abon­nent paa stemmen?

— Det er nu ikke som før i ti­den. Vi var f. eks. tit ude for, at børn blot sagde: Jeg skal tale med bedstemor! Ja, saa gjaldt det om at vide, hvem børnene var, og hvem der var deres bedstemor. Tid­ligere var folk i det hele tage utilbøjelige til at bede om numre Navnet var nok, syntes de, men ogsaa det har ændret sig, og de letter arbejdet. Men — endnu er der saamænd en del, der ikke rigtig kan forlige sig med numrene

— Abonnenternes problemer bliver vel i mange tilfælde ogsaa Deres?

— Det kan jo ikke undgaas, at folk betror sig til os engang imellem, og man vil gerne have, vi tager del i alt. I aarenes løb har jeg været ude for mange pudsige oplevelser, og den slags er med til at gøre tjenesten interessant og afvekslende. Jeg mindes en dame som en dag bestilte den ene sam­tale efter den anden, og til sidst havde hun næsten ikke mere vejr tilbage. Da hun endelig blev færdig med at ringe rundt, sagde hun til mig:

— Du skal have tak, fru Mik­kelsen, for ulejligheden. Nu har vi fundet brudgommens skjorte. Fragtmanden var kørt med den, og brylluppet skal være om en halv time!

— Mindre morsomme oplevelser faar De vel ogsaa?

— Ja, og noget af det uhygge­ligste er, naar en stemme siger: Vil du tilkalde Falck, gaarden brænder! Jeg har været ude for det mange gange, og hvor kan en saadan stemme dog rumme me­gen fortvivlelse!