Ildebrand på Odensevej – opklaret!

Ildebrand på Odensevej - opklaret!

Arkivet bragte tidligere et opslag om en ildebrand på Odensevej. Vi ville gerne have tidsfæstet de billeder, vi har fra begivenheden. Opslaget blev også nævnt på FaceBook, og her pegede kommentarerne på en gang sidst i 1960'erne.

Arkivet har været i gang med avisarkiverne - og vi har fundet begivenheden omtalt i Fyens Stiftstidende. Endda med billede, så vi er helt sikre på, at det er den rigtige begivenhed. At avisen så bruger en forkert adresse (Odensevej 17 i stedet for Odensevej 20), noterer vi blot i forbifarten.

Branden var d. 23. januar 1970 (Artiklen er fra udgaven d. 24. januar 1970)

Mange tak for jeres kommentarer - de pegede i den rigtige retning og har sparet os for mange forgæves gennembladringer af de gamle aviser.

Genkender du motiverne?

Månedens billede er udformet som en lille gåde.
Billedet er af en akvarel af maleren Søren Lund (Læs om Søren Lund her, åbner i nyt vindue/ny fane).
Det er malet i 1915 og forestiller en kendt lokalitet i Nørre Søby. Stedet blev ombygget kort efter,  bl.a. forsvandt længen til højre i billedet, så der nu er indkørsel til gårdspladsen der. Faktisk er stedet igen blevet ombygget/renoveret inden for de sidste par år.

Går vi ca. 80 m mod øst fra det sted, hvor akvarellens motiv er set fra (synsretningen er mod nordøst), kommer vi til et åbent, velplejet og fredfyldt område, der ikke bliver bebygget - særdeles kendt af alle i byen. Vender vi her blikket mod nord, så ser vi - også i dag - et hus. En skitse af dette hus fra 1915 - 1923 ser således ud (huset er også i dag stråtækt):

Kan du genkende motiverne?

Billederne stammer fra en lille samling med foto af billeder med motiver fra Nørre Søby. Fotos stammer fra  Gunnar Lindely, der har lavet de fleste skitser og akvareller ud over 3 af Søren Lund, 1 af Per Garder og 1 fra baronesse Zytphen-Adeler, Dragsholm/Søbysøgård.

Stempelblok – trykkeblok?

Så er der brug for lidt bistand igen. Arkivet mangler viden om fremstilling og brug af denne klods. Det ville også være godt med en datering.

Træklodsen med påmonteret metalplade er kommet i arkivets besiddelse. Det ser ud til, at den har været anvendt til at trykke et billede af det hus, der er ætset eller indgraveret på overfladen. Huset kan genkendes som det nuværende Odensevej 30.

Blokken måler 5 x 5 x 2 cm og der ses tydelige spor af farve (sort) på siden med metalpladen. Et skan af pladen med fotografisk efterbearbejdning giver dette billede:

Her genkendes Odensevej 30 tydeligt fra den periode, hvor der var barberforretning til venstre og tobaks- og papirhandel til højre. Foran huset til venstre ses, hvad der ligner to benzinstandere.
Sammenlignes med det billede af samme ejendom, der blev bragt sammen med månedens billede i december, ser vi at den væsentlige ændring er placeringen og antal benzinstandere, samt at huset har fået en bevoksning.

Mon nogen kan hjælpe arkivet med at kaste lys over følgende:

  • Hvordan laves sådan en blok - og er den beregnet til brug som stempel?
  • Der var forretning i ejendommen fra 1928 - 1969. Er der nogen bud på datering af de to billeder af ejendommen?

Ildebrand på Odensevej

Ildebrand i 19??

Arkivet har nogle dias med billeder af en ildebrand på adressen Odensevej 20 i Nørre Søby. Det gamle hus blev totalt raseret og et nyt opført. Det er  ved den sydlige ende af trekanten.
Men hvornår skete det?

Husets gavl set fra nord

Hvis du ved noget om dette, vil arkivet gerne vide det.
Vi mangler oplysninger om tidspunkt og fotograf.
Du kan enten besøge os på Røjlevej og få en snak (se detaljer i sidens bund) - eller du kan registrere dig som bruger og skrive en kommentar i feltet under opslaget. Du registrerer dig via linket "Registrer" i spalten til højre på siden. Desværre kan du ikke skrive kommentarer lige med det samme, da du først skal godkendes - det er nødvendigt for at hindre misbrug af kommentarmuligheden. Godkendelse sker normalt ret hurtigt, og derefter kan du logge ind og kommentere.

Nørre Søby Forsamlingshus

Som institution har Nørre Søby Forsamlingshus en lang historie.  Det første blev bygget i 1893 på hjørnet af Odensevej og Kirkesøvej, og der lå det til 1959, hvor et nyt – det vi kender i dag – blev bygget på Rosenvej 22. Så ”Huset”, som det ofte blev kaldt, fejrede 100-års jubilæum i 1993 – og ”det nye” 50-års jubilæum i 2009.

Læs om forsamlingshuset her (forfattet i anledning af husets 100-års dag)

Nørre Søby Forsamlingshus 1958-1959. På Trekanten, hjørnet af Odensevej og Kirkesøvej

Nørre Søby Forsamlingshus, Rosenvej 22, ca. 1989

Lokalarkivet udgav et særtryk i 2009 – det kan ses på arkivet sammen med billedreportager fra nogle af de mange fester og arrangementer i ”Huset”.