Stempelblok – trykkeblok?

Så er der brug for lidt bistand igen. Arkivet mangler viden om fremstilling og brug af denne klods. Det ville også være godt med en datering.

Træklodsen med påmonteret metalplade er kommet i arkivets besiddelse. Det ser ud til, at den har været anvendt til at trykke et billede af det hus, der er ætset eller indgraveret på overfladen. Huset kan genkendes som det nuværende Odensevej 30.

Blokken måler 5 x 5 x 2 cm og der ses tydelige spor af farve (sort) på siden med metalpladen. Et skan af pladen med fotografisk efterbearbejdning giver dette billede:

Her genkendes Odensevej 30 tydeligt fra den periode, hvor der var barberforretning til venstre og tobaks- og papirhandel til højre. Foran huset til venstre ses, hvad der ligner to benzinstandere.
Sammenlignes med det billede af samme ejendom, der blev bragt sammen med månedens billede i december, ser vi at den væsentlige ændring er placeringen og antal benzinstandere, samt at huset har fået en bevoksning.

Mon nogen kan hjælpe arkivet med at kaste lys over følgende:

  • Hvordan laves sådan en blok - og er den beregnet til brug som stempel?
  • Der var forretning i ejendommen fra 1928 - 1969. Er der nogen bud på datering af de to billeder af ejendommen?

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.