Kirken – Claus Oldenburg – 4

Kirkeskibet – 1.

Jacob Madsen nævner ikke noget inventar i kirkeskibet ud over en gammel prædike­stol og en døbefont neden for koret. Men der har sikkert været kirkebænke, de blev fast inventar i de danske kir­ker efter reformationen i 1536, hvor prædikenen fik en central placering i gudstjene­sten.
I midten af 1600-tallet blev der anskaffet en ny prædike­stol og døbefont og samtidigt kom herskabsstolene til. Kir­kebænkene kan være fornyet ved samme lejlighed, men de nuværende er af langt senere dato.

Kirkerummet er hvidkalket. På et tidspunkt er prædike­stolen, døbefonten og alt øv­rigt Inventar blevet malet over med hvidt. Det er rimeligvis sket I begyndelsen af 1800-tallet, i ny-klassicismens tid, hvor man havde en forkærlighed for lyse og lette farver. Rummet har stået helt hvidt indtil 1916, hvor man huggede buerne og ribberne fri for puds, sådan at de røde munkesten kom frem. Disse blev delvis sminket. De røde buer er udtryk for tidens smag, som gik i retningen af det romanske (eller rettere en romantisk opfattelse af det romanske). Helt i overens­stemmelse hermed blev ba­rok-døbefonten af træ udskif­tet med en romansk granit­font, som blev tilbudt kirken fra Allerup.

Kirkeskibet 1916-1979

Ved restaureringen 1978-80 blev buerne pudset og kalket igen. Samtidig blev det histo­riske inventar genskabt i dets oprindelige farver, og kirke­bænke, orgel og alterskranke malet i overensstemmelse hermed.
Således har kirkerummet ba­re i dette århundrede skiftet meget voldsom karakter to gange.

Prædikestol

Prædikestolen (i helheder)

Prædikestolen – detaljer

Prædikestolen kan opfattes udelukkende som en taler­stol, men tanken om, at den er stedet for forkyndelsen af Guds ord, har i tidens løb in­spireret mange kunstnere i formgivningen af stolen. Sammenhængen mellem idé og form er ikke mindst ud­præget hos baroktidens kunstnere og det gælder og­så den ukendte kunstner, der har lavet kirkens prædikestol og døbefont.
Lydhimlen (himlen over præ­dikestolen) symboliserer himlen selv. Inskriptionen er følgende:
NON ESTIS VOS QUI LOQUIMINI SED SPIRITUS PATRIS VESTRI QUI LOQUITUR IN VOBIS = Det er ikke jer, der taler, men jeres Faders Ånd, som taler gennem jer (Mattæus 10, 20). På lydhimlens inderside trækker skyerne sig til side, himlen åbnes og Guds ånd (helligånden) stiger ned som en due.

Familien Urnes Våbenskjold
Familien Krabbes våbenskjold

Selve prædikestolen er domi­neret af billeder med de fire evangelister, hver med sit symbol. Det er fra venstre: Mattæus med englen, Mar­kus med løven, Lukas med oksen og Johannes med ør­nen. Ovenover sidder giver­nes navnetræk, Christian Ur­ne og Anna Sophia Krabbe, med rødt på forgyldt bund. Øverst er skåret deres våben­skjold samt årstallet 1655. Stolen er dekoreret med an­sigter: menneskeportrætter, englehoveder og djævleho­veder. Måske skulle man kal­de de sidste for dæmoniske ansigter.

Bister engel
Dæmonisk ansigt

Under stolen sidder der en vindrueklase, det gamle bi­belske symbol for jordens frugtbarhed. Den lodrette li­nie i prædikestolen vil såle­des forbinde himmel og jord. (Under en del prædikestole sidder der endda en djævel og så er linien ført igennem helt til Helvede).
Trappen op til prædikestolen er forbeholdt Det gamle Tes­tamente.
At opgangspanelet (trappens gelænder) var bemalet, var en af restaureringens over­raskelser. Forrest stolpen der bærer vindrueklasen.

Stolpen med vindrueklasen

Male­riet viser Moses med lovens tavler. Hans horn i panden (!) skyldes en fejloversættelse af ordet for strålekrans. Moses står på en mark, der ligner en fynsk eng og bagved skimtes Sinajs bjerg, hvor loven blev givet. Den øverste inskription: EGO ERO CUM ORE TUO ET DOCEBO TE QUAE LOQUERIS, EXOD 4, 12 = Jeg vil væ­re med din mund og lære dig, hvad du skal sige (2. Mose­bog 4, 12). Den nederste in­skription: EGO DABO VOBIS OS ET SAPIENTIAM OUI NON POTERUNT CONTRADICERE NEQUE OBSISTERE QUI SE VOBIS OPPONUNT, LUC. 21, 15 = Jeg vil give jer mund og visdom, så jeres modstandere ikke kan mod­sige jer og heller ikke stå imod jer (Lukas 21,15). Symbolikken i prædikestolen er gennemført: evangeliets forkyndelse svæver bogsta­veligt talt mellem himmel og jord og er samtidig en for­ening af det himmelske og det jordiske. Evangeliets for­udsætning er den af Gud skabte verden og dette giver sig udtryk på opgangspane­let. Prædikestolen har været dækket af 5 lag maling, som endnu kan ses nederst på stolpen ved opgangspanelet. De originale farver og billeder nedenunder var intakte. Dis­se er således ikke blevet ma­let op, men er blevet prikket ud og ved forskellig teknik hævet frem. Enkelte steder er den oprindelige bemaling gået tabt: på våbenskjoldene og på flere af ansigterne.

En særpræget lampet sikrer prædikanten lys: en vinget mandsperson med spids hat holder stearinlyset for præsten.

1  |  2  |  Forrige  |  Næste  |  6