Kirkeskibet – 1.
Jacob Madsen nævner ikke noget inventar i kirkeskibet ud over en gammel prædikestol og en døbefont neden for koret. Men der har sikkert været kirkebænke, de blev fast inventar i de danske kirker efter reformationen i 1536, hvor prædikenen fik en central placering i gudstjenesten.
I midten af 1600-tallet blev der anskaffet en ny prædikestol og døbefont og samtidigt kom herskabsstolene til. Kirkebænkene kan være fornyet ved samme lejlighed, men de nuværende er af langt senere dato.
Kirkerummet er hvidkalket. På et tidspunkt er prædikestolen, døbefonten og alt øvrigt Inventar blevet malet over med hvidt. Det er rimeligvis sket I begyndelsen af 1800-tallet, i ny-klassicismens tid, hvor man havde en forkærlighed for lyse og lette farver. Rummet har stået helt hvidt indtil 1916, hvor man huggede buerne og ribberne fri for puds, sådan at de røde munkesten kom frem. Disse blev delvis sminket. De røde buer er udtryk for tidens smag, som gik i retningen af det romanske (eller rettere en romantisk opfattelse af det romanske). Helt i overensstemmelse hermed blev barok-døbefonten af træ udskiftet med en romansk granitfont, som blev tilbudt kirken fra Allerup.
Ved restaureringen 1978-80 blev buerne pudset og kalket igen. Samtidig blev det historiske inventar genskabt i dets oprindelige farver, og kirkebænke, orgel og alterskranke malet i overensstemmelse hermed.
Således har kirkerummet bare i dette århundrede skiftet meget voldsom karakter to gange.
Prædikestolen kan opfattes udelukkende som en talerstol, men tanken om, at den er stedet for forkyndelsen af Guds ord, har i tidens løb inspireret mange kunstnere i formgivningen af stolen. Sammenhængen mellem idé og form er ikke mindst udpræget hos baroktidens kunstnere og det gælder også den ukendte kunstner, der har lavet kirkens prædikestol og døbefont.
Lydhimlen (himlen over prædikestolen) symboliserer himlen selv. Inskriptionen er følgende:
NON ESTIS VOS QUI LOQUIMINI SED SPIRITUS PATRIS VESTRI QUI LOQUITUR IN VOBIS = Det er ikke jer, der taler, men jeres Faders Ånd, som taler gennem jer (Mattæus 10, 20). På lydhimlens inderside trækker skyerne sig til side, himlen åbnes og Guds ånd (helligånden) stiger ned som en due.
Selve prædikestolen er domineret af billeder med de fire evangelister, hver med sit symbol. Det er fra venstre: Mattæus med englen, Markus med løven, Lukas med oksen og Johannes med ørnen. Ovenover sidder givernes navnetræk, Christian Urne og Anna Sophia Krabbe, med rødt på forgyldt bund. Øverst er skåret deres våbenskjold samt årstallet 1655. Stolen er dekoreret med ansigter: menneskeportrætter, englehoveder og djævlehoveder. Måske skulle man kalde de sidste for dæmoniske ansigter.
Under stolen sidder der en vindrueklase, det gamle bibelske symbol for jordens frugtbarhed. Den lodrette linie i prædikestolen vil således forbinde himmel og jord. (Under en del prædikestole sidder der endda en djævel og så er linien ført igennem helt til Helvede).
Trappen op til prædikestolen er forbeholdt Det gamle Testamente.
At opgangspanelet (trappens gelænder) var bemalet, var en af restaureringens overraskelser. Forrest stolpen der bærer vindrueklasen.
Maleriet viser Moses med lovens tavler. Hans horn i panden (!) skyldes en fejloversættelse af ordet for strålekrans. Moses står på en mark, der ligner en fynsk eng og bagved skimtes Sinajs bjerg, hvor loven blev givet. Den øverste inskription: EGO ERO CUM ORE TUO ET DOCEBO TE QUAE LOQUERIS, EXOD 4, 12 = Jeg vil være med din mund og lære dig, hvad du skal sige (2. Mosebog 4, 12). Den nederste inskription: EGO DABO VOBIS OS ET SAPIENTIAM OUI NON POTERUNT CONTRADICERE NEQUE OBSISTERE QUI SE VOBIS OPPONUNT, LUC. 21, 15 = Jeg vil give jer mund og visdom, så jeres modstandere ikke kan modsige jer og heller ikke stå imod jer (Lukas 21,15). Symbolikken i prædikestolen er gennemført: evangeliets forkyndelse svæver bogstaveligt talt mellem himmel og jord og er samtidig en forening af det himmelske og det jordiske. Evangeliets forudsætning er den af Gud skabte verden og dette giver sig udtryk på opgangspanelet. Prædikestolen har været dækket af 5 lag maling, som endnu kan ses nederst på stolpen ved opgangspanelet. De originale farver og billeder nedenunder var intakte. Disse er således ikke blevet malet op, men er blevet prikket ud og ved forskellig teknik hævet frem. Enkelte steder er den oprindelige bemaling gået tabt: på våbenskjoldene og på flere af ansigterne.
