Barndomsminder om jul i Nørre Søby – 1

Arkivet har tidligere opfordret beboere i og omkring Nørre Søby til at dele fortællinger eller beretninger, de husker fra deres jul.

Denne opfordring vil vi gerne gentage – så dyk ned i skuffer eller i hukommelsen og find eller skriv, hvad du husker fra din jul – og husk så lige at aflevere det til arkivet!


Niels (født 1866) tjente fra sit 10. år hos degnen. Han fortæller: ”Fra min tjeneste hos degnen erindrer jeg en stor oplevelse. Jeg så for første gang et pyntet juletræ; det kendte vi ikke til i mit hjem. Jeg husker tydeligt, hvilket trylleri det tændte træ med spraglede papirblomster, kurve og smågaver udøvede på mig, da jeg sammen med lærerfamilien blev lukket ind til træet. Og kulminationen af min fryd nåedes, da jeg senere fik foræret nogle af de dejlige papirkurve tillige med et ternet halstørklæde.”

Her har Lokalarkivet den første personlige oplevelse og omtale af et juletræ i Nørre Søby; det har været i sidste halvdel af 1870’erne. Den næste juleoplevelse har forbindelse til Søbysøgård, mon ikke sognets allerførste juletræ har været pyntet og tændt der? Og så har skikken bredt sig til andre hjem i Nørre Søby, specielt til de familier som havde en arbejdsmæssig tilknytning til familien på slottet. Når jeg nævner navnet, Malvina, vil der ringe en klokke for mange søbynitter – ældre og nogle knap så ældre! Igennem mange år har Lokalarkivet ved Adventsmødet i Forsamlingshuset hædret mindet om Malvina og hendes hjertekurve ved at pynte ”Malvinas Juletræ” med de mange flettede hjerter, som i tidens løb er afleveret til arkivet. Vi har henved 400.  Malvina lærte kunsten af sin bedstemor, som var kammerjomfru på Søbysøgård hos baronessen. Malvina (født 1878) var hvert år som barn inviteret til juletræ på slottet Lillejuleaften. Et meget stort juletræ var pyntet i riddersalen – med bl.a. hjertekurve. Gaverne lå ikke under juletræet, men på borde langs væggene. Hvert af familiens børn havde eget bord, og der var også en gave til Malvina. Gudrun, Malvinas yngste datter, fortalte at hendes mor – al den tid hun kunne huske – havde flettet hjertekurve, og mange børn i Nørre Søby har igennem årene lært at flette julehjerter hos Malvina.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.