Barndomsminder om jul i Nørre Søby – 3

Karl (født 1909) fortæller:  ”Det var en gammel skik, at karlene fra gårdene hentede gran Lillejuleaftensdag med hestevogn – en gammel kassevogn, som der blev sat en agestol på. Vi kørte altid til Fangel Plantage og hentede granen. Det var et stort arbejde at finde to graner, der lige kunne passe op til kirken – de skulle helst være ens.  Der skulle også hugges gran til guirlander. Der blev gerne gjort holdt ved Guldfeldt Brugsforening for at få en gang at drikke. Som voksen var jeg med til at pynte kirken, og det har jeg været med til i godt og vel 40 år. Vi havde det altid så hyggeligt; når vi havde pyntet kirken, kom pastor Harder og takkede os for arbejdet. Og det samme gjorde pastor Gottschalck.

Julen var en stor højtid, også for os børn. Det var skik, at alle på gården skulle i kirke juleaften. Karlene skulle klædes om og gå med i kirke. Når vi så kom hjem, hjalp vi hinanden; kreaturerne var selvfølgelig blevet fodret, inden vi gik i kirke, så vi kunne straks gå i gang med at malke, mens mor og pigerne lavede maden. Derefter hyggede vi os om aftenen. Det var så småt begyndt med julegaver; vi fik hver en appelsin, og så var der bagt pebernødder, som vi spillede kort om bagefter. Dengang var det en stor ting at få en hel appelsin.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *