Her kan du se, hvad Kristeligt Dagblads nyligt tilgængelige avisarkiv rummer om pastor Harder, der virkede i Nørre Søby fra 1915 til sin død i 1943.
16. september 1903 finder vi i rubrikken “Ordensdekorationer, Udnævnelser og Afskedigelser” følgende
“Under s. D. er Kandidat i Teologien V. R. Harder beskikket til personel Kapellan for Horne Menighed i Fyens Stift.”
En “personel kapellan” er en hjælpepræst aflønnet af præsten selv, modsat en residerende kapellan, der er fast ansat ved kirken.
D. 29. marts 1915 nævnes sognepræst V. Harder i forbindelse med Tæbring Sogn, Nykøbing S. Tæbring Sogn er nu imidlertid i Morsø provsti, så der skal nok stå Nykjøbing M. I kirkebog fra Tæbring Sogn optræder en pastor Harder. Klippet er en del af en helsides annonce med indsendte bidrag til Luther-Kirken. Der står intet beløb.
I 1918 (d. 3. juli) omtales et bidrag til K.F.U.K.s Byggefond indsamlet af pastorinde Harder, Nørre Søby, ved en basar. 456 kr blev det til.
Pastor Harder nævnes i en lang række fødselsdagsmeddelelser: 47, 50, 55, 59, 64 og 67 år. Her notitsen om de 50 år (16. juni 1923).
I 1926 er der brug for assistance i hjemmet i Nørre Søby. Der averteres efter en stuepige. Lønnen – ca. 40 kr. mdl. – kunne åbenbart forhandles.
Senere på året (28. august 1926) skal der bruges mere hjælp, så der averteres efter en kokkepige. Dette mere betroede hverv lønnes med 10 kr/md. mere end en stuepige.
D. 29. maj 1941 har pastor Harder bidraget med 10 kr. til Nyborg Strand. Det er uklart, hvad navnet dækker over, men der var et Missionskursted med det navn i 1940.
I 1941 skal der nyt personale til i præstegården. Der søges efter en kokkepige. Annoncen er stadig med billetmærke, men nu også med telefonnummer.
D. 31. 12. 1942 bringes en notits om præster, der fylder 70 i det kommende år (1943), og her finder vi V. R. Harder – dog med forkert fødselsdag. Det er ikke 16/8, men 16/6:
Desværre dør pastor Harder inden da. Disse to meddelelser bringes 21. maj 1943. Den sidste oplyser også dødsdagen: d. 19. maj 1943.
Redaktionen af navnestof på Kristeligt Dagblad har dog ikke været vågne nok, for d. 15. juni 1943, altså en lille måned efter meddelelsen om pastor Harders død, finder vi:
D. 27. december 1943 har man fået styr på pastor Harders død ved omtalen af hans datters, Minna Harder, bryllup d. 29. december 1943 i Odense.