Sukkerfabrikation i Danmark

Sukkerfabrikationens udvikling i Danmark

Sukkerraffinaderier

Det første danske sukkerraffinaderi blev an­lagt omkring 1620 i København, men først et kvart århundrede senere blev der ved stiftel­sen af handelskompagnierne på Afrika og navnlig på Vestindien skabt et rimeligt grund­lag for den nye industri.

I året 1671 erhvervede Danmark øerne Sct. Thomas og Sct. Jan. Det vestindiske kompagni købte i 1733 Sct. Croix af Frankrig for i 1754 at afhænde øen til den danske stat. Med erhver­velsen af Dansk Vestindien trådte Danmark ind i rækken af råsukkerproducerende lande. I dis­se år byggedes en række raffinaderier såvel i København som i provinsen. I 1798 var der så­ledes alene i København 18 raffinaderier, der tilsammen beskæftigede over 500 arbejdere. Sukkeret indtog en dominerende rolle i hande­len med udlandet, specielt med Østersølande­ne. Der raffineredes 8.000 t sukker om året. Af den samlede udførsel fra København i 1763- 64 var over 50% vestindiske produkter.

Napoleonskrigene medførte imidlertid, at rå­sukker ikke kunne bringes til Europa, jfr. kapi­tel 1, og raffinaderierne måtte indstille driften.

Krigene medførte store problemer for en genoptagelse af raffinaderivirksomheden ef­ter fredsslutningen – tab af flåden til englæn­derne i 1807 efter Københavns bombarde­ment, tab af omkring 1.400 dansk-norske han­delsskibe, der opbragtes og konfiskeredes, statsbankerotten i 1813.

Til alt dette kom uheldige afgiftsforhold og et utidssvarende produktionsapparat. I 1837 var det samlede antal raffinaderier faldet til 14, hvoraf de 11 var beliggende i København. Den årlige produktion udgjorde kun 2.500 t, dvs. mindre end en trediedel af produktionen før krigene. I de følgende årtier koncentreredes produktionen på færre, men større enheder. Der indførtes moderne teknik, dampmaskiner, benkulsfiltrering af safterne, kogning under vakuum. Efter krigen i 1864 var der kun 3 raffina­derier tilbage. Den årlige produktion var steget til 8-10.000 t sukker og sirup, og forbruget pr. indbygger var 10 kg.

I 1872 overtog det nystiftede DDS (De Danske Sukkerfabrikker) raffinaderiet ’’Phønix” i Slotsholmsgade samt Helsingørsgades Raffinaderi. Det tredie af de ovenfor omtalte raffinaderier, Larsbjørnsstræde, blev først overtaget i 1909.

I 1895 blev der opført et konkurrerende raffinaderi i Lyngby, men allerede 3 år efter gik det i samarbejde med DDS.

I 1895-96 blev ”Den jyske Sukkerfabrik” bygget i Randers af et dansk grossistfirma med henblik på at raffinere importeret tysk råsuk­ker. Fabrikken blev i 1900 overtaget af DDS og nedlagt.

Det gamle raffinaderi ’’Phønix” nedlagdes i 1888. I 1912 ødelagde en voldsom brand stør­stedelen af raffinaderiet i Helsingørsgade, hvil­ket gav anledning til opførelsen af det nye raffi­naderi ’’Phønix” i Langebrogade, der stod fær­digt i 1913. Driften på raffinaderierne i Helsingørsgade og Larsbjørnsstræde kunne her­efter indstilles. En koncentration af raffinaderi­virksomheden var opnået. Raffinaderiet i Lyngby blev nedlagt i 1922.

Den tekniske udvikling medførte imidlertid, at det blev muligt at undgå den dyre raffinaderi- drift og henlægge produktionen af raffinaderi­produkterne til en melisfabrik – en udvikling, der blev yderligere fremskyndet gennem en almen tendens til forenkling af vareudvalget. Produktionen på ’’Phønix” blev som følge heraf nedlagt i 1964 og henlagt til Saxkjøbing Sukkerfabrik. I ”Phønix”s gamle bygninger ind­rettedes pakkecentral, flormøller og lager. Disse funktioner blev i 1984/85 flyttet til ny­erhvervede bygninger i Scandiagade i Køben­havns Sydhavn.

Et grossistfirma byggede i 1913 Københavns Sukkerraffinaderi (KSR) i Valby for at raffinere råsukker fra Sukkerfabriken Nykøbing og Suk­kerfabrikken Vestsjælland.

Til billedet af raffinaderivirksomheden hører også, at DDS fra 1903 og til nogle år efter sal­get af De vestindiske Øer til USA i 1916 fore­stod ledelsen af ”Sct. Croix Sukkerfabrik”.

Tranekær fabrikken

I 1811 sendte Achard en beretning om sin frem­stilling af roesukker tillige med en prøve til Fre­derik VI. Året efter gav kongen grev Ahlefeldt-Laurvig, Tranekær på Langeland, og baron F. luel, Valdemar Slot på Tåsinge, koncession på anlæg af ”en fabrik for fuldstændig sukkertil­virkning af den hvide bede”. Fabrikationen blev startet i 1813, selv om fabriksbygningen endnu ikke var færdig. Fabrikken opnåede kun at fremstille sirup. Trods mange anstrengelser lykkedes det ikke at fremstille krystallinsk suk­ker, og allerede året efter måtte man opgive fabrikken.

Efter det mislykkede forsøg med Tranekær-fabrikken lå tanken om oprettelse af en dansk roesukkerfabrik stille i en årrække, indtil den omkring 1870 genoplivedes næsten samtidig fra to sider, nemlig fra Sukkerfabrikken Lolland og Aktieselskabet De Danske Sukkerfabrikker. Disse initiativer skal ses på baggrund af dels den gunstige udvikling, som roesukkerproduk­tionen havde haft i Frankrig og Tyskland, dels den nationale genrejsningsvilje, der efter kri­gen i 1864 kom til at præge dansk erhvervsliv.

Sukkerfabrikken Lolland

’’Sukkerroen sætter Landbruget i stand til at udnytte Jorden og ordne Kreaturholdet paa en saadan Maade, at de Penge, der tages ind ved Roesalget til Fabrikken, er en umiddelbar Forøgelse af Bruttoind­tægten, medens samtidig Indtægten af Kornavlen og Kreaturholdet ikke blot ikke forringes, men endog forøges ved den stigende Kultur.”  (Erhard Frederiksen)

På Lolland begyndte de to brødre, Erhard og Johan Ditlev Frederiksen, for egen regning op­førelsen af ’’Sukkerfabrikken Lolland” i nærhe­den af Nøbbøllegaard. Grundstenen blev ned­lagt i 1872, og I løbet af 1873 blev fabrikken færdigbygget (fig. 2.1). Fabrikken var anlagt med de små tyske roesukkerfabrikker som mønster. Roerne skulle leveres dels fra Erhard Frederiksens Nøbbøllegaard, dels fra Højbygaard, som han havde forpagtet.

Allerede under fabrikkens opførelse havde de to brødre meget store vanskeligheder, og derfor kom kampagnen 1873 først i gang i januar 1874 og sluttede i april samtidig med, at så­ningen af nye roer skulle foretages. Brødrene fortsatte imidlertid opbygningen af fabrikken med meget stor energi, men vanskelighederne var for store og udtømte fuldstændig deres økonomiske muligheder. I 1877 måtte de give op, deres formue var tabt.

Fig. 2.1.

Højbygaard Sukkerfabrik, oprindelig Sukkerfabrikken Lolland, opført 1872-73.

Et konsortium, ’’Interessentskabet Højbygaard”, overtog fabrikken, men allerede i 1880 blev den solgt til DDS. Fabrikken fremstillede råsukker til og med kampagnen 1960. I 1961 blev fabrikken i et samarbejde mellem DDS og De forenede Papirfabrikker A/S bygget om til en papirfabrik, som fik navnet Højbygaard Papirfabrik A/S. Denne fabrik fremstiller kar­dus på basis af halm til brug ved fabrikationen af bølgepap.

Erhard Frederiksen blev senere ansat i DDS som landbrugskonsulent i forbindelse med bygningen af Nakskov Sukkerfabrik.

Aktieselskabet De Danske Sukkerfabrikker

Stiftelse
Samtidig med, at brødrene Frederiksen havde påbegyndt arbejdet med opbygningen af ’’Suk­kerfabrikken Lolland”, arbejdede en kreds af større erhvervsfolk på at danne et selskab med det formål:

”at drive Sukkerfabrikation i Danmark ved de af Selskabet erhvervede Raffinaderier i Kjøbenhavn og ved anlæg af Roesukker- kogerier rundt i Landet paa passende Steder, saavel som saadanne andre der­med i Forbindelse staaende Foranstalt­ninger, som Bestyrelsen maatte vedtage”.

Det stiftende møde for Aktieselskabet De Dan­ske Sukkerfabrikker fandt sted i Privatbanken den 20. april 1872. Drivkraften i det nye sel­skab var bankmanden, etatsråd C. F. Tietgen. Som selskabets overkemiker, dvs. tek­niske leder, ansattes ingeniør G. A. Hagemann. Selskabet overtog straks 2 raffinaderier, og omkring århundredeskiftet yderligere 3.

DDS’ roesukkerfabrikker

Den 16. november 1872 nedlagdes grundste­nen til selskabets første roesukkerfabrik ”Sukkerkogeriet Odense”. Grundstensdokumentet vidner om de mål, selskabet havde sat sig:

’’Anno 1872, den 16. Novbr. i Hans Maje­stæt Kong Christian d. IX’s Tiende Regeringsaar lagdes Grundstenen til denne Bygning, der er den første af de 10 Roesukkerkogerier, som Aktieselskabet De Danske Sukkerfabrikker haver bestemt at anlægge her i Landet med det Formaal: At fremme Dyrkningen af Sukker­roer, der i andre Lande har vist sig at være en rig Kilde til Velstand, og samtidig dermed herhjemme at producere 35.000.000 Pund Sukker, som vi hidtil aarlig have maatte hente fra fremmede Lande.”

Fabrikken (fig. 2.3) startede sin første kampag­ne den 13. december 1873, dvs. en måned tidli­gere end Sukkerfabrikken Lolland. Efter dati­dens forhold var fabrikken relativ stor, da den kunne oparbejde ikke mindre end 1.250 cent­ner roer i døgnet (62,5 t). Fabrikken i Odense var i drift til og med kampagnen 1970, hvorefter den blev afhændet med undtagelse af siloer, flormøller, pakkehal og lager.

Fig. 2.3.

Sukkerkogeriet Odense, senere Odense Sukkerfabrik, opført 1872-73.

DDS kom kort efter starten af fabrikken i Odense ud i vanskeligheder af samme karak­ter som de, der førte til, at brødrene Frederik­sen måtte opgive Sukkerfabrikken Lolland. Som følge af raffinaderidriften lykkedes det imidlertid for selskabet at overvinde vanskelig­hederne.

I august 1881 påbegyndte selskabet opførel­sen af Nakskov Sukkerfabrik. Denne fabrik blev anlagt under gunstige konjunkturer for roesukkerindustrien herhjemme, og man kun­ne fra starten regne med et areal på ca. 1.000 ha, dvs. lige så stort som det, den 10 år gamle fabrik i Odense efterhånden rådede over, og betydeligt større end Højbygaards. Den blev planlagt for oparbejdning af 6.000 centner roer i døgnet (3001) med mulighed for en fordobling af oparbejdningen ved en mindre investering. Fabrikken, der blev sat i drift den 10. oktober 1882, var en af Europas største sukkerfabrik­ker.

Med henblik på at afkorte transportvejen dels for roerne fra markerne til fabrikken, dels for affaldet fra fabrikken til gårdene, blev der rundt i roedistriktet bygget saftstationer, dvs. mindre fabrikker, hvor roerne blev modtaget og saften udvundet, hvorefter den blev pumpet til centralfabrikken. I Nakskov-fabrikkens distrikt blev der bygget 6 saftstationer: Nakskov (i umiddelbar tilknytning til centralfabrikken), Græshave, Majbølle, Vesterborg, Horslunde (fig. 2.4) og Stokkemarke.

Fig. 2.4. Horslunde Saftstation, opført 1881-82.

I 1884 kunne selskabet sætte yderligere 2 fabrikker i drift, Stege og Assens. Stege fabrik­ken havde saftstationer i Stege, Pollerup, Damsholte og Dame. I 1894 blev der endvidere bygget en station i Holme og i 1902 i Mern. Fra sidstnævnte station blev saften pumpet i en 5- tommer støbejernsledning til en saftbeholder i Kalvehave, hvorfra den blev sejlet til fabrikken i Stege. Denne sejlads ophørte dog i 1943, da Dronning Alexandrines Bro mellem Kalvehave og Møn blev indviet, idet saftledningen blev ført fra Kalvehave langs broen og videre over Møn til Stege.

Til fabrikken i Assens var der fra starten byg­get saftstationer i Haarby, Salbrovad og Ugle­bjerg. I 1899 blev der endvidere bygget en station i Kolding, hvorfra saften blev sejlet til fabrikken i Assens.

Til saftsejladsen benyttede selskabet egne skibe, der uden for kampagnen blev benyttet til transport af bl.a. kul, kalksten og sukker. Det sidste skib i flåden, ’’Beta”, der havde en laste­evne på 5251, blev bygget i 1961 og afhændet 10 år senere efter lukningen af saftstationen i Kolding.

I maj 1896 stiftede en kreds af landmænd og lokale storkøbmænd på Midtlolland – i samar­bejde med 2 københavnske grossistvirksom­heder – ”A/S Maribo Sukkerfabrik”. Allerede i september 1897 kunne den første kampagne begynde. Det blev imidlertid kun til denne ene kampagne som selvstændig virksomhed, idet ledelsen blev betænkelig ved de mange van­skeligheder, man var stødt på, hvorfor fabrik­ken allerede i foråret 1898 blev afhændet til DDS. Fabrikken, der fremstillede råsukker, havde sin sidste kampagne i 1962, hvorefter den blev solgt til andet formål.

I begyndelsen af 1909 rettede en kreds af landmænd på Sakskøbingegnen en henven­delse til DDS om bygning af en saftstation ved Sakskøbing, idet transporten af roer til fabrik­ken i Maribo var forbundet med vanskelighe­der.

Fig. 2.5. Omlæsning af roer.

Selskabet stillede sig imødekommende over for henvendelsen. I løbet af få måneder lykkedes det at sikre så betydelige arealer, at der var grundlag for at bygge en fabrik i stedet for en saftstation. Fabrikken i Sakskøbing kun­ne tages i brug allerede det følgende efterår.
Selskabet havde flere gange arbejdet med planer om bygning af en fabrik i Vestsjælland, men disse planer var ikke blevet realiseret, bl.a. som følge af utilstrækkelig tilslutning fra land­brugets side. 11912 stiftede godsejer Carl Lawaetz imidlertid ”A/S Sukkerfabrikken Vest­sjælland”, der lod en fabrik opføre i Gørlev med eksport af sukker for øje. Denne fabrik blev i 1934 overtaget af DDS.

DDS’ roebaner

Til transporten af roer fra markerne til stati­oner og fabrikker og af affaldet tilbage til land­mændene begyndte DDS allerede i 1880’erne at anlægge særlige roebaner. I de første år be­nyttede man heste som trækkraft. Det første damplokomotiv fik man i 1894.

Banernes skinnenet havde, da udstræknin­gen var størst, en samlet længde på 560 km for­delt over roedistrikterne ved selskabets fabrik­ker. I 1959 omfattede materiellet 32 damp- og 17 diesellokomotiver samt 3.000 åbne, lavsidede vogne til roetransport. Vognene var to­akslede og havde en lasteevne på 4 tons. Endvidere benyttedes et antal lukkede vogne til transport af sukker o.a.

Roebanerne måtte imidlertid vige for udvik­lingen. Den dobbelte omlæsning (fig. 2.5) af roerne – en proces, der ikke umiddelbart lod sig mekanisere – amt problemerne med at krydse landevejene, efterhånden som biltrafikken vok­sede, var væsentlige årsager til banernes ophør. Den sidste banestrækning – i Nakskov området – blev nedlagt i 1967.

Udviklingen 1930-80

I 1932 måtte staten som følge af de meget al­vorlige landbrugsøkonomiske, beskæftigel­sesmæssige og valutariske vanskeligheder, der prægede tiden, give landbruget særlige støtteordninger. Dette førte til, at DDS på nær­mere fastsatte betingelser fik en produktions­ordning på fremstilling af 7/8 af landets suk­kerproduktion, medens Sukkerfabriken Ny­købing fik 1/8, jfr. nedenfor. Produktionsord­ningen blev med forskellige ændringer opret­holdt indtil Danmarks indtræden i EF den 1. ja­nuar 1973. Vilkårene for sukkerproduktionen i EF er omtalt i kapitel 31.

DDS indledte i 1960 en strukturrationalise­ring med det formål at koncentrere produktio­nen på færre, men større fabrikker. Denne rationalisering har medført lukning af fabrik­kerne Højbygaard, Maribo og Odense samt af raffinaderiet Phønix som omtalt foran. Udvik­lingen medførte endvidere, at alle saftstationer blev nedlagt.

Sukkerfabriken Nykøbing Limiteret

I 1884 stiftede landmænd på Faisteren andels­fabrik ’’Sukkerfabriken Nykøbing Limiteret”. Fabrikken havde sin første kampagne i 1885 og har siden produceret sukker uafhængigt af DDS.

 

Kilde: Om sukker og sukkerfabrikation hos De Danske Sukkerfabrikker, DDS 1985. Kapitel 2