Smede på Albanivej 83, Nr. Søby

Der har været 3 smede på Albanivej 83, Nr. Søby.

Niels Peder Iversen.

Cirka 1866 købte smed og maskinbygger Niels Peder Iversen ejendom på Nr. Søby Mark, (nu Albanivej 83, Nr. Søby), og etablerede sig som smed her. Niels Peder kom fra Krarup, som søn af smedemester Peder Iversen. Det var Niels Peders broder Henning, der skulle overtage deres faders smedie.

Niels Peder er født 1. juli 1842 i Krarup. Han blev viet 30. november 1868 i Krarup Kirke til Karen Henriksen, der også var fra Krarup.  Deres 6 børn er født i Nr. Søby, men i 1876 rejste familien tilbage til Lydinge i Krarup Sogn. Han solgte smedien til maskinfabrikant Hans Frederik Larsen

Hans Frederik Larsen

Hans Frederik Larsen med søskende, svoger og svigerinder

Kilde: fynhistorie.dk

Det er maskinfabrikant Hans Frederik Larsen, der står længst til højre, sammen med søskende, svoger og svigerinder.

Stående fra venstre: gdr. I Kirkeby, Mads Larsen (1835-1922), Ane Larsdatter (1831-1883), gdr. I Egebjerg, Rasmus Hansen (1820-96), smed i Rødme, Rasmus Skov Larsen (1844-1913), gdr. I Egebjerg, Jens Larsen (1841-1923), maskinfabrikant i Nr. Søby, Hans Frederik Larsen (1849-92). Siddende fra venstre: Ane Christensen (1840-1909), Karen Dorthea Jensen (1849- 1921), Karen Marie Jeppesen (1849-1876), Marie Clausine Jeppesen (1852-1914)

Hans Frederik Larsen er født i Rødme, Stenstrup Sogn 31. maj 1849, som søn af smedemester Lars Madsen og hustru Karen Rasmussen.  Hans Frederik blev viet i Stenstrup Kirke 27. sept. 1876, til Marie Clausine Jeppesen, født i Hundtofte 27. sept. 1852, som datter af smed og gårdmand Jeppe Jensen i Hundtofte.   Hans Frederik Larsen købte smedien på Nr. Søby Mark, (Albanivej 83) i 1876, af den tidligere smed Niels Peder Iversen.

Hans Frederik Larsen og Marie Clausine havde 7 døtre og 1 søn, Olaf Laurids Skov Larsen.

Olaf Laurids Skov Larsen

Hans Frederik Larsen døde 31. jan. 1892, kun 42 år gammel. Da var deres eneste søn 5 år gammel, og den yngste datter 3 år. Hustruen M. Clausine Jeppesen drev smedien videre, enten med ansatte svende, eller med svogre, indtil Laurids var gammel nok til at overtage.

Olaf Laurids Skov Larsen

Smedemester Olaf Laurids Skov Larsen overtager smedien 1914, efter sin mor, der døde samme år.  Laurids er født 26. marts 1887, og han blev viet i St. Jørgens Kirke i Svendborg 6. nov. 1914, til Caroline Marie Nielsen.

Der var 1 søn i dette ægteskab.

Familiebilledet: Olaf Laurids Skov Larsen, sønnen Hans Arne Skov Larsen, og hustruen Caroline Marie.

Bag på billedet står der ca. 1930.

I 1973 solgte Laurids Skov Larsen sin smedie og ejendom. Hermed ophørte smedie-virksomhed på Albanivej 83.