Artikel bragt i ”Skulderbladet” i 2003
Da jeg i avisen læste om den netop påbegyndte udvidelse af ”Søbysøgård”, gik tankerne til gårdens brogede historie gennem ca. 500 år – f.eks. om
”Husholdningsskolen paa Søbysøgaard”.
Den eksisterede i en kort periode fra 1927 til 1931, indtil staten købte hele ejendommen, jord såvel som bygninger.
I 1927 købte fabrikant Faber, Ryslinge, slottet, parken og søen; hans datter – Inge Rein Meyer – oprettede husholdningsskolen, og i den anledning blev der udarbejdet en brochure. Et eksemplar findes i Lokalarkivet.
Læsning af brochuren tager os med tilbage til en tid, meget forskellig fra i dag. Ja, man kunne med lidt fantasi forestille sig, at Maud Varnæs fra ”Matador” havde haft – et kortere – ophold her!! – Sådan blev ”Søbysøgård” præsenteret i 1927.
_______
Noget af det, som ligger længst fremme i tiden, og som har selve fremtidens bærekraft under vingerne, er husmoderbevægelsen. Hjemmet, det gode, solide danske hjem, er atter ved at komme til ære og værdighed, og en ny vurdering af husmoderens yderst ansvarsfulde og velsignelsesrige gerning vil i løbet af få år trænge igennem.
Tiden fordrer gode husmødre, og det må da være tidens løsen at uddanne sådanne. Det er denne gerning, som Husmoderskolen på Søbysøgård vil tage op.
Den gamle, fynske herregård er nu omdannet til en i alle henseender moderne husmoderskole, hvis mål er at uddanne eleverne til gode, interesserede og sparsommelige husmødre. Med hensyn til de ydre forhold kan ingen anden dansk husmoderskole blot tilnærmelsesvis komme op på siden af skolen på Søbysøgård, der med sine ca. 80 værelser (bl.a. den pragtfulde gamle riddersal og det omforandrede moderne køkken, der alene ved sin størrelse er en seværdighed), sin 15 tdr. land store park med prægtige alléer, drivhuse og franske haveanlæg, sin sø og eng og skov, danner en hel lille verden for sig, hvor eleverne frit kan færdes under venlige, frie og hyggelige forhold.
Der forefindes robåde, i hvilke eleverne kan foretage sejlture på den smukke sø, der om vinteren er en ypperlig skøjtebane, ligesom parkens størst kuperede terræn vil egne sig fortrinligt til skiløbning etc.
Jævnsides med den praktiske og teoretiske undervisning vil bestræbelserne i særlig grad blive rettet mod at gøre slottet og dets omgivelser til et virkeligt hjem for eleverne – et hjem, hvor det gode, friske humør, som alene betinger den rette sunde arbejdsglæde, vil komme til sin ret både i undervisningstimerne og i fritiden.
Den gamle, store park og slottets øvrige omgivelser byder enestående betingelser for et sundt friluftsliv, og dertil kommer, at skolens program tillige omfatter undervisning i Mensendieck-Systemet, den mest kultiverede form for moderne kvindegymnastik. Denne undervisning vil i sommermånederne finde sted i parken.
Undervisningen meddeles af eksaminerede husholdningslærerinder, der er uddannet såvel her i landet som i Amerika, England og Frankrig. Til skolen er endvidere knyttet en lærerinde i Mensendieck-Systemet, ligesom en kvindelig læge vil give undervisning i samaritergerning, sundhedslære etc. Der er således fra skolens side gjort alt for at gøre undervisningen så omfattende og tidssvarende som muligt, og til eleverne stilles kun det krav, at de møder med interesse for arbejdet og ærlig vilje til at tage fat, – men først og fremmest med godt humør, således at opholdet på den gamle, smukke borg i sandhed kan blive en frugtbringende og uforglemmelig tid.
Undervisningsfag
Praktisk og teoretisk undervisning i
- Daglig og finere madlavning (borddækning, opvartning m.m.)
- Bagning
- Syltning og henkogning
- Slagtning
- Tillavning af konfekt
- Kemisk rensning
- Daglig og ugentlig rengøring samt hovedrengøring
- Møbelpolering
- Vask, rulning og strygning
- Reparation af tøj, finere håndarbejde m.m.
- Skræddersyning
- Samaritergerning, barne- og sygepleje
- Moderne kvindegymnastik (Mensendieck)
- Havebrug, hønseavl
Desuden vil der blive afholdt foredrag om
- Kunsthistorie
- Litteraturhistorie
- Samfundslære
- Budgettering, husholdningsregnskab
- Kostlære
- Gæsters modtagelse, hjemmets udsmykning m.m.
Eleverne medbringer
- 2-3 Vaskekjoler eller kitler
- 4-6 Bomuldsforklæder
- 4-6 Hvide forklæder
- 4 trekantede, hvide kapper
- 3 par grydelapper
- Hvide lærredssko til køkkenbrug
- Lagner, pudevår og håndklæder samt sengeklæder
- Servietring
- Badedragt og vaskeskindssko (Mensendieck)
- Stort Voksdugsforklæde til køkkenbrug
Arbejdsplan
Klokken
7½ Eleverne vækkes
8 Morgenmad
8½-9 Rengøring af værelser
9 – 2 Praktisk arbejde (middag kl. 12)
2 – 3 Teori
3 Eftermiddagsthe
5 – 6 Mensendieck
6½ Aftensmad
Aftenerne tilbringes i selskabeligt samvær (oplæsning, foredrag, teaterudflugter, musik o.l.
9 Serveres frugt eller the
10 I seng
10½ Slukkes
Om søndagen arbejder 4 elever (efter tur) i køkkenet om formiddagen.
Måltider
8 Havregrød, the m. brød, smør og marmelade
11 Middag
3 Eftermiddagsthe
6½ Aftensmad
På skolen er indlagt elektrisk lys, badeværelse og W.C.
Elevværelserne er indrettet til 2, enkelte på grund af deres størrelse til 4.
Elevernes tøj må være mærket med tydeligt navn. Skab og kommode må ikke medbringes, da sådant forefindes på værelserne. Elevernes tøj vaskes ikke på skolen.
Alt, hvad eleverne slår itu af porcellæn etc., må de selv erstatte.
Betalingen
Er 130 kr. pr. måned, dog betales i vinterhalvåret 10 kr. extra pr. måned for lys og varme.
Sommerkursus: 4. maj – 30. september – Vinterkursus: 4. november – 30. marts.
Betalingen erlægges månedsvis forud, og indmeldelsen er bindende for hele kursuset.
Eleverne møder på skolen henholdsvis 4. maj og 4. november, helst ikke efter kl. 8 aften.
Ankomsttiden bedes meddelt skolen.
Ferier
14 dage Juleferie
8 ” Påskeferie
4 ” Pinseferie
14 ” Sommerferie
Eleverne kan godt tilbringe deres ferier på skolen, men må da gøre det sædvanlige, daglige arbejde.
Skolen har plads til ca. 50 elever.
Inge Rein Meyer
Exam. Husholdningslærerinde
Cand. Phil.
Brochuren indeholdt også en kort gennemgang af Søbysøgårds historie; den gentages her, da der kan være tilflyttere, som ikke har hørt om den – og andre kan måske have interesse i at få genopfrisket historien. – Altså:
Søbysøgård fører sin historie helt tilbage til det 15. århundrede og var allerede dengang i hænderne på den kendte adelsslægt Urne, af hvilken Roskildebispen, Lage Urne, og hans broder, medlem af Rigsrådet, Knud Urne, var de kendteste.
Sidstnævntes søn, Aksel Urne, som ligeledes blev optaget i Rigsrådet, blev også udnævnt til Rigets kansler.
1616 blev gården solgt til Breide Rantzau til Rantzausholm og kom derefter igen i slægten Urnes eje, hvor den forblev i omtrent et århundrede, hvorpå den i flere generationer tilhørte slægten Rosenkrantz.
Major Aksel Rosenkrantz var en meget dygtig og virksom godsbesidder, men han har sat sig et mindre smukt eftermæle på grund af sin strenge behandling af godsets bønder. Under hans regime var træhesten og hundehullet i brug så at sige hver dag, men han udvidede både godset og selve slottet, ligesom han interesserede sig meget for parken og haven, hvis prægtige alléer, orangerier, karpedamme og pragtfulde franske haveanlæg i alt væsentligt skyldes hans initiativ.
Efter hans død var gården i forskellige familiers eje, indtil den i 1841 blev solgt til kontreadmiral Jørgen Conrad de Falsen, der havde vundet sig et navn under krigen med englænderne i århundredets begyndelse. Han var meget afholdt, idet han på lempelige vilkår solgte jord til godsets bønder, hvorfor disse for at vise deres taknemmelighed rejste den mindestøtte, som findes i Parken. Admiralens datterdatter arvede i 1867 gården og godset og blev samme år gift med Baron Fredrik Herman Christian de Falsen Zytphen Adeler, som var slottets sidste adelige besidder.
___________
Så vidt teksten i brochuren. I Lokalarkivet findes mere detaljerede oplysninger, helt frem til Statens overtagelse i 1931. Og historien om tiden som Ungdomsfængsel og Statsfængsel kan opleves i museet på Søbysøgård. Aftale om besøg i grupper kan træffes med Kurt Rosenfeldt, tlf. 65 90 24 75.
Aase Reffstrup