I serien om Nørre Søbys fæstegårde præsenterer vi nu gård nr. 19. Tidligere Odensevej 28 - så Hestegangen 1 - og nu helt nedrevet.
Du kan se oversigten over fæstegårdene her.
Her er et link til noget om hestegange.
Her er det, vi ret sikkert ved om gård nr. 19. Du skal holde tungen lige i munden for det vrimler med Rasmus'er, Pedere og Rasmussener og Pedersener i alle mulige kombinationer og med flere gengangere - nu er du advaret 🙂
År | Fæster | Begivenhed |
---|---|---|
1664 | Mads Pedersen | Mads Pedersen registreret som fæster - ikke nødvendigvis ny |
1688 | Peder Hansen | Mads Pedersen dør i 1688 |
?? | Peder Pedersen | |
1717 | Peder Rasmussen | Peder Rasmussen er Peder Pedersens søn |
1719 | Rasmus Pedersen | Rasmus Pedersen er Peder Rasmussens søn - og han får den halve gård i fæste |
1744 | Rasmus Nielsen | Rasmus Pedersen frakendes gården efter to domme for "usømmelig omgang" |
?? | Rasmus Rasmussen Hjulmand | Christopher Nielsen har et hus |
1775 | Christopher Nielsen | Rasmus Rasmussen flytter ind i Christopher Nielsens hus |
1785 | Rasmus Madsen Biild | |
1820 | Rasmus Rasmussen Biild | Rasmus Madsen Biilds søn |
1849 | Enken Ane Hansdatter | Rasmus Rasmussen Biild dør |
Om Rasmus Pedersens fradømmelse af fæstet står der i Søbysøgårds fæsteprotokol (hvor der bruges gotisk håndskrift, men her transskriberet):
Jeg Friderich von Holsten Hoff Mareschal Herre til Søebye Søegaard kiender og Her med Vit- terligt giøer at Have Stæed og fæst som ieg og Her med Stæder og Fæster til Rasmus Nielsen fra Fang- gel en af mine Søebyegaarder som Rasmus Peder- sen Sidst beboede og formedelst Hans usøm- melig omgang effter tvende over Hannem Ergang- ne Domme er bleven frakiendt.
Rasmus Rasmussen Biild dør 13. februar 1849. Som dødsårsag angives "Hængt sig selv i vildelse." Men ved en amtslig resolution gives tilladelse til begravelse i indviet jord på Nørre Søby Kirkegård, hvad der ellers ikke var sædvane for afdøde ved selvmord.
Efter selvejets indførelse.
År | Ejer | Begivenhed |
---|---|---|
1862 | Rasmus Rasmussen | Skøde fra moderen og enke Ane Hansdatter |
1886 | Peder Nielsen | Gift med Rasmus Rasmussens enke, Nielsine Margrethe Mathiasen |
1914 | Nielsine Margrethe Nielsen, f. Mathiasen | Peder Nielsen dør 1912 |
1924 | Peder Hansen | |
1970 | Rasmus Asger Bæk | Rasmus Asger Bæk er søn af Peder Hansen, og de får begge navneændring til Bæk |
Luftfoto fra 1939. Smuk 4-længet gård. Odensevej er oppe i billedets højre hjørne. Parallelt med billedets underkant ser vi Gartnervænget.
Bemærk den runde bygning ud mod Gartnervænget. Det er hestegangen, som vi vender tilbage til.
Luftfoto fra 1954. Søbysøgård og kirken i baggrunden. Gårdens 4 længer og hestegangen midt i billedets højre del.
Højt luftfoto fra 1956 med kig ud over Nørre Søby mod sydvest. Odensevej 28 ses omtrent midt i billedet. Forrest til højre på trekanten ses det gamle forsamlingshus.
Luftfoto 1959. Odensevej 28 har endnu alle 4 længer. Hestegangen ses tydeligt. På Odensevej 30 havde Svend Aage Pedersen endnu barberforretning til venstre og kiosk/bladudsalg til højre - og så var der ishus på hjørnet af Gartnervænget. Bemærk bistaderne i baghaven. Min mormor, Dora Mikkelsen, på Nørre Søby Central købte honning hos Svend Aage Pedersen.
Lodret luftfoto fra 1963. Både Odensevej 28 og Gammelgård på den anden side af Odensevej har endnu 4 længer. Hestegangen kan ses over Gartnervænget.
Lodret luftfoto fra 1980. Af Odensevej 28 er nu kun stuehuset tilbage. Der er opført to rækkehuse vinkelret på Odensevej, og Hestegangen er kommet til som sidevej til Gartnervænget. Selve hestegangsbygningen er revet ned.
På et af de historiske kort er den nyere vejføring tegnet ind oven i de gamle bygninger. Her kan vi se, hvordan den nye vej, Hestegangen, ligger i forhold til de tidligere bygninger: Stuehuset og de tre længer ved den blå pil og hestegangsbygningen ved den grønne pil.
Vejen Hestegangen er sandsynligvis oprettet omkring 1974, og det gamle stuehus får adressen Hestegangen 1.
Ejendommen sættes til salg i 1994 - Asger Bæk er ejer. Her er billede fra salgsannoncen:
Billedet øverst i opslaget: Sylvest Jensen Luftfoto; Det Kgl. Bibliotek.