Champignondyrkning – 3

Del 3 af beretningen om champignongartneriet på Kirkesøvej 9. Virksomhedens vilkår, vækst og afvikling.

Billedet i toppen viser den gamle, kulfyrede dampgenerator på vej væk.


Champignonerne blev plukket i kartonbakker, som først skulle foldes, så fyldes og siden skulle alle kontrolvejes. Vi plukkede i bakker med 500 g i hver. Champignon kan være små og faste eller større og løsere, så det var ikke altid let at ramme vægten præcist ved plukningen. Den sidste del af plukningen, afvejning og pakning var morgenarbejde; høsten skulle være klar til at blive kørt ud ved 7-tiden om morgenen. De blev afsat gennem forskellige kanaler. Den store portion blev solgt på GASA (Gartnernes Salgsauktion) i Odense, hvor virksomheder og grønthandlere købte varer. En del blev afsat direkte til grønthandlere i Odense, og endelig brugte Knud Reffstrup en del tid på at køre rundt i Odenses forstæder og sælge ved villadørene. Det var på den tid, at Conrad og Axel var TV-kokke, og det blev OK at bruge friske champignon og RIGELIGT med smør.

Conrad og Axel

Virksomheden udviklede sig over tid. Det startede med 2 væksthuse og fermenteringen. Dampgeneratoren var brænde- eller kulfyret. Hurtigt kom der endnu et væksthus, der blev lavet en overdækket komposteringslade og anskaffet en blandemaskine til gødningen. Dampgeneratoren blev oliefyret, og der blev bygget et pænt stort kølerum i en eksisterende tilbygning til stuehusets vestende, så afgrøden kunne gemmes et par dage - også i varme sommerdage. De to sønner voksede til og deltog stadig oftere i produktionen, men altid først efter, at der var lavet lektier!

3 væksthuse - omkring 1959
Den oliefyrede dampgenerator
Gødningsladen under opførelse
Den nye bil - en Borgward Isabella foran gødningsladen

Det blev efterhånden sværere og sværere vilkår for denne type produktion - familiebruget. Andre champignongartnere valgte at udvide til stordrift og mekanisere produktionen for at forblive konkurrencedygtige - også i forhold til champignon fra fx Polen, men det var der ikke mulighed for eller lyst til i Nørre Søby, selv om der faktisk var lavet tegninger til en fordobling af væksthusarealet, så omkring 1970 blev produktionen indstillet, og Knud og Aase Reffstrup kunne bruge deres kontor- og sproguddannelser i job i administrationen på det nye Odense Universitet - nu SDU, Syddansk Universitet. Her blev de resten af deres aktive arbejdsliv.


Det var sidste del af beretningen om champignongartneriet på Kirkesøvej 9. Beretningen findes som dokument på lokalarkivet, hvor den kan læses. Dokumentet indeholder nogle billeder, der ikke er medtaget her.

2 kommentarer til “Champignondyrkning – 3”

  1. Hej. Jeg bor på Odensevej 45 og har kun boet i Nr.Søby et par år ellers Nr.Lyndelse. Jeg kunne rigtigt godt tænke mig at se nogle billeder af mit hus fra gammel tid og vide noget mere om det. Har fået fortalt, at der har boet en mand med en abe, derfor blev det kaldt Abehuset. Ellers ved jeg ikke så meget…Kan I hjælpe mig? Med venlig hilsen Linda

    Svar
    • Hej Linda
      Ser først dit spørgsmål i dag -Undskyld!
      Jeg sender det videre og vender tilbage, når (hvis?) vi finder ud af noget

      Svar

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.