Februar måneds billede var en akvarel af maleren Søren Lund. Han havde en mangeårig tilknytning til Nørre Søby - den graver vi lidt dybere i her.
Søren Lund fødes december 1852 i Horne på Sydfyn. Her bliver han ven med Victor Robert Harder, da denne som ung præst er kapellan i Horne på Sydfyn fra 1903. Arkivet har fået to af fru Harders gæstebøger fra familien. Den ene af dem dokumenterer Søren Lunds hyppige og ofte ganske langvarige besøg hos familien Harder i Nørre Søby. Besøgene varede ofte en eller to uger, men Søren Lund har også været gæst i en hel måned.
Gæstebogens sider har Harders inddelt i felter, så de ligner små visitkort.
V. R. Harder bliver sognepræst i Tæbring Sogn på Mors omkring 1909, og der er i denne gæstebog optegnelser fra tiden i Tæbring fra 1912 - 1915 - bl.a. denne.
"For Modtagelse god i Eders Hjem
hvorved jeg fik Tæbring at skue
hjærtelig Tak jeg bærer frem
til Pastor Harder og Frue"
Senere, da V. R. Harder i 1915 bliver sognepræst i Nørre Søby (flytning 31. maj), fortsætter rækken af besøg i præstegården hos vennen pastor Harder. Gæstebogen rummer Søren Lunds signaturer for hvert af årene 1915 frem til 1928. Her viser vi de optegnelser i gæstebogen, hvor Søren Lund tegnede en lille tegning til tak.
Under disse besøg satte Søren Lund sit staffeli op forskellige steder i Nørre Søby. Gunnar Lindely (en søn fra gården Lindely på Odensevej) fortæller, at man nemt kunne se, hvor Søren Lund havde siddet med staffeliet - der lå nemlig altid en mængde brugte tændstikker. Det kunne være svært at holde gang i piben, når der også skulle males. Ved besøgets slut blev der ofte holdt auktion over produktionen - især var Nørre Søby- og Heden-motiver eftertragtede.
På Lindely anskaffede man også nogle af Søren Lunds billeder. Fra Gunnar Lindely har arkivet fået billeder af dem samt ledsagende tekst. Der er to akvareller 40 x 30 cm af hhv. præstegården (1915) og Søbysøgård (1919). Desuden et af kirken fra 1918 (20 x 30 cm). Billedet af præstegården var i februar månedens billede.