Malvinas julehjerter

Om  ”Malvinas Julehjerter”  

Billederne er fra en ophængning, hvor nogle af Malvinas julehjerter er sat op sammen med julekort fra  1920’erne. Klik på billederne for at se en større udgave

Der vil endnu være mange i Nørre Søby, som kender til eller har hørt om ”Malvinas Julehjerter”. Hvem var Malvina? Lad mig lige friske op på hukommelsen: Hun var født 31. oktober 1878 – datter af musiker Mads Pedersen og Marie Sofie,  som boede på nuværende Radbyvej 3. Malvina blev gift med mejeribestyrer på Nørre Søby Andelsmejeri – Niels Christoffersen.

Den yngste datter Gudrun, som i mange år boede i Dalum, fortalte mig, at hendes mor – så langt tilbage, som hun kunne huske – flettede hjertekurve. Malvina lærte kunsten af sin bedstemor, Sidsel, som var kammerjomfru på Søbysøgård hos baronessen.

Malvinas julehjerter sammen med gamle julekort

Gudrun fortalte også, at hendes mor hvert år som barn var inviteret på Søbysøgård til juletræ Lillejuleaften. Et meget stort juletræ var pyntet i Riddersalen –  bl.a. med hjertekurve. Gaverne lå ikke under juletræet, men på borde langs væggene, og hvert af familiens børn havde sit bord til gaver.  Der var også en gave til lille Malvina.

Udsnit af ophængning

I 1983 efterlyste Lokalarkivet gammel julepynt eller gamle juleting (herunder Malvinas Julehjerter) – med henblik på at lave en udstilling i forbindelse med Adventsmødet.  Og mange fulgte opfordringen, så vi den 8. december første gang kunne pynte Malvinas Juletræ, som vi kaldte det.  I årene der kom blev der indleveret mange julehjerter til arkivet, og for hvert af de følgende år voksede antallet af hjertekurve på træet ved Adventsmøderne i Forsamlingshuset. I dag har vi hen ved 400 i vores varetægt. Malvina har ikke flettet alle selv; mange børn kom hos hende, og her fik de lært at  klippe og flette.  Til juletræet i Forsamlingshuset 5. Juledag blev der leveret mange hjertekurve.

Udsnit af ophængning

Et særkende ved Malvinas hjertekurve er den røde bomuldshank. En smuk detalje, som gør det let at arrangere kurvene på juletræet – de svinger så frit. Og så har de én stor fordel: de krøller ikke.  (Mogens Lorentzens problem ”Kræmmerhus med krøllet hank” kendes ikke!).  Det er nok også en af grundene til, at så mange er så velbevarede som tilfældet er.

Udsnit af ophængning

Vi er endnu mange, for hvem Malvinas Julehjerter er en uadskillelig del af julen – og venerationen for de brogede hjerter fortsætter mange steder i næste generation.

Udsnit af ophængning

Malvina døde i 1969, 4 dage før jul; hun er begravet Lillejuleaften. Det er på en måde symbolsk, at Malvinas udgang fra livet skete ved indgangen til den højtid, som hun har præget på sin egen måde i sin fødeby Nørre Søby.

Aase Reffstrup, december 2002

Udsnit af ophængning

En lille efterskrift.

Et par år har julehjerterne været på besøg i Carl Nielsens Barndomshjem, hvor Vennekredsen har haft Åbent hus en søndag i Adventstiden. Her havde Hanne og jeg en noget særpræget oplevelse det første år. Det pyntede træ stod i den bageste stue mod vejen. Vi aftalte, at vi skulle ”plyndre” det mellem jul og nytår. Da vi kom derud, var det der ikke!  Vi var noget forbløffede. Nu er huset jo ikke større, end at det let lader sig gennemse. Desuden kunne Hanne på Securitas’ vagtseddel se, at alarmen var gået et par gange.  – Det viste sig, at de utætte vinduer i huset + kraftigt blæsevejr havde fået hjerterne på træet til at bevæge sig, så de udløste tyverialarmen!!!  Derfor havde vagterne flyttet træet ind midt i huset i det lille rum, hvor der ingen vinduer er!  – Malvina havde nok ikke i sin vildeste fantasi kunnet forestille sig, at hendes fredsommelige julehjerter skulle give anledning til alarm – i hvert fald ikke den slags alarm!